gelse. Om at behandle Sproget grammatisk og deraf høste Udbyttet for vort nuværende Modersmaal var der ikke Tale, førend P. E. Müller i 1811 udgav sin Afhandling om det islandske Sprogs Vigtighed og R. K. Rask i samme Aar sin Sproglære samt i 1814 Bjørn Halldorssøns islandske Ordbog, hvorved endelig Stødet blev givet til en mere dybtgaaende og videnskabelig Behandling af vore Fædres Tungemaal. Ved Rasks og nogle andres ivrige Bestræbelser fik Studiet af oldnorsk, som man urigtig antog for at have hersket over hele Norden, og derfor ogsaa tilsidst faldt paa at kalde oldnordisk, snart Opsving og blev saa at sige en Modesag. Der var mange, som syslede dermed og søgte at anvende de vundne Resultater paa Modersmaalet og dets Behandling, ligesom man stiftede Selskaber for at afhjælpe den herskende Trang til Udgaver af Oldskrifterne, hvoraf man nu navnlig ved den berømte Islænding Arne Magnussøns Bestræbelser havde faat den største og vigtigste Del samlet paa Universitetsbiblioteket i Kjøbenhavn. Paa denne Maade opnaaede man ogsaa inden kort Tid at se udgivet et ikke saa lidet Antal Oldskrifter, især gjennem det kongelig nordiske Oldskriftselskab ligesom der til Brug for Begyndere udkom flere Læsebøger med Ordforklaringer samt Oversættelser af Sagaerne; Rask selv udgav endnu 1832 kort før sin Død de hensigtsmæssigste Hjelpemidler i denne Retning, nemlig en kortfattet Vejledning til det oldnordiske og i Forbindelse dermed en liden oldnordisk Læsebog med oplysende Anmærkninger og Ordsamling. Skjønt man, som sagt, antog oldnorsk for at være det umiddelbare Stamsprog ogsaa for det nyere danske, kunde dog hint aldrig blive ret hjemligt og fortroligt for Danerne, ja den nævnte fejlagtige Opfatning bidrog maaske netop til at’ forstærke denne Følelse, da man trods det nære og umiskjendelige Slægtskab mellem begge Sprog vistnok uvilkaarligt maatte mærke, at det dog ikke er saa stort hverken i Ordformernes ydre eller i Tankeformens indre Bygning, som man skulde forudsætte mellem et Moder- og Datter-Sprog. Naar man først bliver gjennemtrængt af den rette Opfatning, at det nyere danske kun er en Søsterdatter af det oldnorske, vil man baade faa en sandere Interesse og Kjærlighed til Studiet af dette og undgaa de Misgreb ved Anvendelsen af dets Resultater paa Modersmaalets grammatiske Behandling som Levin og andre danske
