bauset over at hun saaledes uden videre giver sit Samtykke, og Læseren indser heller ingen Grund dertil, navnlig ikke i Forældrenes Forhold, da jo disse tvertimod senere uden synderlig Vanskelighed lader Amalie følge sin Tilbøjelighed for den fattige Brøcher, skjønt hun derfor maa afslaa det langt mere glimrende Tilbud fra Provst Rein. Senere (2den Del S. 239–40) erfarer man, at Louises Ulykke ogsaa udelukkende skyldes en Tilfældighed og hendes Karakters Bisarreri. Men af saadant kan ingen almindelig Moral uddrages. Om den ældste Datter Maries Egteskab faar man kun vide, at det var trivielt og at hun døde af Kjedsommelighed. Brøchers og Amalies Forbindelse, der dog er grundet paa uinteresseret Tilbøjelighed, kan heller ikke være lykkeligt, fordi Personerne selv er for tørre og ubetydelige og fordi nu engang Forfatterinden ej synes at kunne tænke sig Muligheden af et lykkeligt Egteskab. Den eneste, som er fuldkommen tilfreds, er den ædle og elskværdige Rein, men han er ogsaa den eneste, der har baaret sig ad som et almindeligt fornuftigt Menneske, uden ved egne Besynderligheder at forspilde sin Lykke. Og hvem ved, om ikke maaske Sophie ret snart kan fuldkommen helbredes for sin Kjærlighed til den temmelig ubetydelige og intetsigende Cold og overføre den paa den langt elskværdigere og mere helstobte Rein, for hvem hun jo paa Forhaand har en temmelig sterk Tilbøjelighed; det er ikke saa givet, at hun allerede har et brustent Hjerte. Men i saa Fald er den Moral, man kan uddrage af det virkelig sande og rigtige i Fortællingen, ingenlunde saa slem og sørgelig, som Forfatterinden vil gjøre det til; de egteskabelige Ulykker skyldes jo blot særegne Tilfældigheder og særegne Daarskaber hos hendes Helte og Heltinder; naar man blot er et almindeligt fornuftigt Menneske med almindelig god Lykke, kan det gaa nok saa godt.
Trods denne Grundfejl i Hovedanlægget vil „Amtmandens Døtre“ dog altid indtage en betydningsfuld Plads mellem vor Skjønlitteraturs mærkeligste Frembringelser paa Grund af sine mange ypperlige Enkeltheder. Med et sandt Mesterskab skildres ofte Naturscener og Situationer, hvert Øjeblik overraskes man af pikante og træffende Bemærkninger, af Betragtninger over det forkerte i vore Forhold, der i det enkelte ofte har en slaaende Sandhed; hele større Partier indeholder Genrebilleder, tegnede
