Hopp til innhold

Side:Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur VII.djvu/393

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
387
Amtmandens Døttre.

de selv Ide og kommer derved til at indtage et falskt og uberettiget Standpunkt.

Fortællingens Hovedpersoner, gjennem hvilke dens Ide fornemmelig skal udvikles, er Georg Cold og Amtmandens yngste Datter Sophie Rein; de øvrige grupperer sig for største Delen om Udviklingen af disses Skjæbne eller skal tjene til at afgive yderligere Beviser for Rigtigheden af den Sætning, at kun Egteskaber grundede paa Kjærlighed kan gjøre lykkelige, men at de dog stedse grundes og maa grundes paa andre udvortes Omstændigheder og derfor samtlige bliver mere eller mindre ulykkelige; besynderligt nok forekommer dog temmelig i Forbigaaende ogsaa et Inklinationsparti (mellem Brøcher og Amalie), men dette bliver paa Grund af begge Parters Intetsigendhed og Ubetydelighed næsten det trivielleste af dem alle. Cold har som Huslærer hos Amtmanden kjendt Sophie fra hendes tidlige Barndom og besørget hendes Ungdoms Undervisning; senere har hun under et længere Ophold hos en Tante i Kjøbenhavn uddannet sine rige naturlige Anlæg, og da hun kommer tilbage som en voksen Pige, der fængsler alle ved sin fortryllende Ejendommelighed og henrivende Elskværdighed, lægger atter Cold ved sine indholdsrige Samtaler og ved at skaffe hende vækkende Læsning den sidste Haand paa hendes Sjæls Udvikling. Under dette opstaar der mellem dem et Kjærlighedsforhold, som øjensynligt begunstiges af Forældrene; det kommer saa vidt, at de tilstaar hverandre sine Følelser, og alt synes at maatte være klappet og klart; men da indtræder pludselig en Misforstaaelse, som paa de besynderligste Maader og ad de forunderligste Veje næres og vedligeholdes, i Stedet for at den langt naturligere med Lethed vilde kunne være hævet, og inden nogle faa Maaneder er Sophie gift med den elskværdige og hæderlige, men aldrende Provst Rein. Spørgsmaalet er nu, om denne Hovedpersonernes Skjæbne kan tjene som Udgangspunkt til deraf at uddrage nogen almindelig Regel for de menneskelige Vilkaar, og navnlig Kvindens Stilling under vore borgerlige og sociale Forhold; men dette er saa langt fra i nogen Maade at være Tilfældet, at man har vanskeligt for at indrymme Muligheden af den Udvikling af Forholdet, som Fortællingen giver, og i alt Fald maa finde den højst usandsynlig og under enhver Omstændighed betragte den som en stor og