Bevægelighed overalt: saaledes viser der sig ogsaa i hans Væsen mere Jævnhed, Rundhed og Lethed, en vis ufortrøden Indgaaen i alle Øieblikkets Ubetydeligheder, men ogsaa mindre sterk Reaction, mindre Rystelse og Pathos ved det Usædvanlige og Betydelige. Man kan maaskee ville ansee dette som Fortrin; men naar det kun erkjendes, at vi Nordmænd aldrig i den Grad kunne tilegne os disse Egenskaber, maae vi heller søge vore Fortrin i noget Andet. Det forekommer os nemlig ogsaa paa den anden Side, som der over vor danske Broders Væsen er idethele ud- bredt en vis Uro, en vis Stræben efter stedse at gaae ud af sig selv, ligesom et stændigt Spørgsmaal om hvad Indtryk han gjør; medens Nordmanden synes i sin Optræden sikrere, mere beroende paa sig selv, mere ligegyldig med hvorledes han bliver optagen. Dog, jeg indseer, at denne Skildring kan være udsat for megen Tvivl og Modsigelse; Sagen er ogsaa, at vor egen Nationaltypus ikke kan blive os selv ret klar førend gjennem den levende kunstneriske Fremstilling, der efterhaanden maatte udvikle sig paa et norskt Theater. Vi føle nok, der er en væsentlig Forskjel, men vi famle efter Udtrykket, de charakteristiske Momenter sprede sig og forvirres for vort Blik, saalænge vi ikke see dem grangiveligt samlede i et idealiseret Billede. Men ikke nok med, at den norske eiendommelige Mimik savner denne Gjenspeiling i en kunstnerisk forklaret Typus og den deri liggende Styrkelse og Forædling; det er let at indsee, at det danske Theater i denne Henseende endog maa have en positiv forstyrrende Indflydelse. Ogsaa her stilles os en fremmed Model for Øie, der mere eller mindre uvilkaarligt bliver efterlignet; herved opstaaer et usundt, affecteret Væsen, der gjør en yderst uharmonisk Virkning. Den Lethed og Veverhed, der klæder de Danske saa godt, fordi den er dem naturlig, bliver hos vore Modemennesker til et underligt forceret Vindspiller-Væsen, der fordi det ikke ret vil gaae sammen med Personligheden i dens Heelhed, let lader dennes øvrige Sider og dens enkelte mere naturlige Udbrud fremtræde som Raahed og Plumphed, istedetfor at de under en uforfalsket, gjennemført, med sig selv enig Optræden snarere vilde vise sig som Djervhed og Troskyldighed. Vi ere imidlertid her inde paa et saa uhaandgribeligt, mangfoldigt nuanceret Væsen, at Ord i Almindelighed ere for abstracte og let kunne falde for drøie og
