at opretholde dette ud over dets naturlige Virketid. Derfor ville vi endnu, i Henhold til den forhen givne almindelige Udvikling, kort antyde det Usande og Unaturlige i et dansk Theater i Norge og den skadelige Indflydelse heraf, der deels allerede har begyndt at vise sig, deels vistnok i end høiere Grad vil gjøre sig gjældende, om Forholdet forstener sig.
Nærmest maae vi da vende os mod dem, der vistnok ville være enige med os i de ovenfor anstillede Betragtninger over et fremmed Theaters Værdløshed, men ikke ville indrømme nogen Anvendelse paa det herværende Forhold, fordi de nemlig ikke ansee det danske som fremmed eller unationalt, men regne den danske og norske Nationalitet som een og den samme. Her kan imidlertid Discussionen let gaae ud i en tom Ordstrid, eftersom Begrebet om Nationalitet kan fattes videre eller snevrere. Vi kunne saaledes gjerne indrømme, at man endog kan tale om en skandinavisk Nationalitet og et dermed i Forbindelse staaende skandinavisk Sprog, hvoraf der i de tre Riger tales Dialekter ikke mere afvigende, end de bekjendte græske. Nu er der vistnok de, der ikke ville vide af noget snevrere Nationalitets-Begreb, der ansee alle Forskjelligheder for absolut uvæsentlige og conseqvent ville have de tre nordiske Riger sammensmeltede i een compact Statsmasse, blot maaskee med forskjellige Provindser. Men den Anskuelse der driver Eenheds-Tanken til en saadan Yderlighed, troe vi her at kunne forbigaae, da den vel nu maa ansees for saagodtsom fortrængt, og der desuden til dens fuldstændige Gjendrivelse vilde udfordres at gaae længere tilbage i Udviklingen af almindelige historiske Love og særegne Forholde, end Tid og Rum her ville tillade. I Almindelighed pleier man dog indrømme, at Norge er og bør være noget Selvstændigt for sig, lige overfor de øvrige nordiske Folk, at det har en virkelig Eiendommelighed, en Sjæl, der gjør det skikket til at danne en fuldstændig, i sig afrundet Stat, om man end finder det ønskeligt og naturligt at den slutter sig til et større Forbund. Endog naar det blot erkjendes, at det norske Folk med Føie danner en selvstændig Stat, saa ligger allerede deri, at det betragtes som et organisk Heelt og noget Mere end blot en Deel eller et Stykke af noget Større. Alting tyder saaledes paa, at først Norge, eller Sverige eller Danmark fremstille den virkelige concrete, udelelige (individuelle)
