Hopp til innhold

Side:Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur VII.djvu/102

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
96
N. H. J.

for saa vidt angaar Vidner udenfor Jurisdiktionen, lod sig nøje med skriftlige Depositioner eller Thingsvidner, men at Vidnerne dog tillægges Godtgjørelse for deres Møde,“[1] saa kunde det Sidste vel have adskilligt for sig, skjønt det dog paa den anden Side ikke kan negtes, at det tager sig bedre ud, at Vidnerne ikke ere betalte for Opfyldelsen af sin, ethvert Samfundsmedlem paaliggende Pligt. At Vidner indenfor Jurisdiktionen maatte møde personligt i Retten, vilde derimod ikke være noget Nyt, og det er vistnok ikke andet end Misbrug eller slet Praxis, naar Dommeren, i Stedet for at lade Vidnerne forklare sig eller examinere dem, kun „forretningsmæssigt“ forelæser dem deres under et foregaaende Forhør afgivne Depositioner, hvilken sidste Fremgangsmaade alene kan ansees forsvarlig, naar Sagen er klar og Vidnerne derhos ere paalidelige og forstandige Folk. I andre Tilfælde bør naturligvis Dommeren, for at føre den i Retfærdighedens Interesse fornødne Kontrol, examinere Vidnerne, hvis „Tone, Minespil og Gebærder“ imidlertid sjelden ville have nogen Betydning, endog naar de lade sig beskrive. Hvor saadan Mimik derimod bestaar i noget Ubestemt eller Ubeskriveligt, er den vistnok ogsaa i retslig Henseende betydningsløs. At paastaa det Modsatte vilde neppe have synderlig større Rimelighed for sig end den Paastand, at „siden Kriminallovens 17–8 har gjort Lader og Fagter under visse Omstændigheder strafbare, vil det fornødiges, at Vidnerne efterligne de paaankede Handlinger af denne Beskaffenhed, for at sætte Dommeren i Stand til at faa et tydeligt Begreb, om og hvor vidt de have været kontumeliøse eller ikke.“[2] Det kan dog i saadanne Sager ikke være mere nødvendigt at række ud Tungen, knepse med Fingrene, spytte ad Dommeren o. s. v., end i en Overfaldssag at give Dommeren Prygl, for at han kunde faa et tydeligt Begreb om Fornærmelsen.

Hvad der af den mundtlige Procedures Forfegtere er anført med Hensyn til Vidne-Examinationen og Mislighederne ved at benytte skriftlige Vidneprov, har i Almindelighed liden Anvendelighed, da det hos os hører til de sjeldne Tilfælde, at der er Anledning til at betvivle Vidnernes Oprigtighed, medens Faktum

  1. E. Aubert S. 592.
  2. L. c. S. 399.