saameget længere. Man vil indsee, at efter Meningen er det netop magtpaaliggende, at Udtrykket her har en vis Iilsomhed, der meget hindres ved det gjentagne Hjælpeverbum. „Som Røg“ er ogsaa mindre nøiagtigt og mindre anskueligt end „i Røg.“ Jeg vilde foreslaa: „de forgaa, i Røg forgaa de,“ eller maaskee bedre: „svundne ere de, i Røg forsvundne,“ – da Perfectet egentlig her er mere udtryksfuldt.
34. „See med Lyst.“ Jeg veed nok, at רָאָה med בְ indeholder et saadant Bibegreb, men ikke saa udtrykkeligt, saa plumpt, som i det norske Udtryk. Maaske er det nok at sige: see paa, der ogsaa indeholder en særegen Antydning, en vis Interesse, forskjellig fra det blotte see.
35. Her er ogsaa Originalens Tone forfeilet derved, at det i Ordet אזרח skjulte Bibegreb har faaet en udtrykkelig, omskrivende Udtalelse og det i en heel Sætning: „Træ, der ikke er flyttet,“ en Sætning, der ogsaa ved sin negative Form giver et upassende Indtryk. Vil man endelig have noget for det Særegne ved אזרח, der vistnok her har en ganske anden Virkning, end f. Ex. עץ, kunde man heller sige: dybt rodfæstet – eller „urokket“ – eller friskt spirende.
37. I andet Halvvers er Ordstillingen uden Grund forrykket. Udtrykket „at have en Fremtid“ forekommer mig ogsaa at have en altfor modern Tone og en upassende Bismag. Jeg havde nær sagt, jeg vilde heller her have det usædvanligere: „Eftertid“ – ogsaa det hebr. Ord har i denne Forbindelse et Træk af Usædvanlighed –, hvis man ikke vil forstaa det om „Efterslægt,“ hvad maaskee laa Hebræerens Forestilling nærmest.
Ps. 38.
3. „Have sænket sig ned – er faren ned“ ere tungvindte, slæbende Udtryk. Især er det sidste om Haanden ubehjælpeligt; bedre var det at sætte: din Haand er sunken ned paa mig; thi ogsaa i Hebr. staar her et Ord af samme Radix som i det foregaaende Hemistich. Men der er en
