kredsens Ende deres Ord; for Solen har han sat et Telt paa den.
6. Og den er som Brudgom, der gaar ud af sit Brudekammer; den glæder sig som en Helt ved at løbe sin Bane.
7. Fra Himmelens Ende er dens Udgang og dens Omløb er til dens Ende, og Intet er skjult for dens Glød.
8. Herrens Lov er fuldkommen, den opliver Sjælen; Herrens Vidnesbyrd trofast, det gjør den Vankundige viis.
9. Herrens Befalinger ere rette, de fryde Hjertet; Herrens Bud klare, de oplyse Øinene.
10. Herrens Frygt er egte, den staar til evig Tid, Herrens Domme Sandhed, retfærdige tilhobe,
11. Kosteligere end Guld og mange Skatte, og sødere end Honning og Kagers Dryp.
12. Ogsaa din Tjener oplyses ved dem; i at bevare dem er megen Løn.
13. Hvo skjønner Vildfarelser? – fra lønlige (Brøst) rens mig.
14. Ogsaa fra Overmod hold din Tjener; ei herske det over mig, da skal jeg være ustraffelig og fri for megen Synd.
15. Til Velbehag være min Munds Ord og mit Hjertes Tanke for dit Aasyn. Herre! min Klippe, min Forløser!“
Ps. 21.
4. „Velsignelser af gode Ting“ er slæbende. Heller – hvis man endelig vil have noget mere end „Velsignelser,“ der klinger fyldigt nok for at svare til Hebr. – „gode Velsignelser,“ eller „Velsignelser af Godt.“ „Krone af fiint Guld.“ Den Nøiagtighed og Reflexion, som ligger i Tilføielsen af Adj. „fiint,‚“ virker her forstyrrende. Anderledes i Hebr., hvor der kun med et eneste Ord nævnes – vistnok en særegen Art af – Guld. Men paa Arten kommer det her ikke an.
7. „Du sætter ham til Velsignelse“ er en i vort Sprog uforstaaelig Formel.
8. Atter det stygge „formedelst.“ Jeg vil foreslaa: „i den Høiestes Naade skal han ikke rokkes.“
