er bedre end det ogsaa foreslaaede: de Dødes Bolig, hvilket er for langt, er vel ikke noget Væsentligt at sige, aldenstund man fandt at maatte forlade det gamle „Helvede,“ hvilket jeg dog maaskee heller havde beholdt, fordi det nu engang har faaet Indpas igjennem den forrige Bibel-Oversættelse, fordi det nævnes i denne Betydning endog i den anden Artikel og fordi det ikke kan give grundet Anledning til Misforstaaelse, da man dog en Gang for alle kan bemærke, at Helvede i den bestemte Betydning af det yderste Mørke“ ikke forekommer i det hele Gamle Testamente. Naar forresten Oversætterne i Anledning af „Underverdenen“ finde dette Ord for hedensk, hvorved da maa menes isærdeleshed græsk- eller romersk-hedensk, da forekommer det mig at Dødsriget med ligesaa megen Grund kan siges at have en vis ægyptisk-hedensk Klang; thi netop Forestillingen om et Rige, etslags borgerlig Orden eller Regjering, hvorunder de Døde befinde sig, minder om Amenthes, hvori Osiris hersker. Da er det dog et Spørgsmaal, om ikke ialfald den saa at sige politisk ubestemtere Tanke om en „Underverden,“ blot et huult Opholdssted under Jorden, vil komme den hebraiske Forestilling nærmere.
Det andet Punct gjælder Indholds-Angivelserne især af de saakaldte messianske Psalmer. Ogsaa her have Oversætterne forladt den gamle Kirkebibel, der anfører 45 Psalmer uden videre som handlende om Messias, og i Stedet derfor skjelne de mellem tvende Classer af messianske Psalmer, nemlig de directe eller umiddelbare og de indirecte eller middelbare. Men det er at forudsee, at man fra to Sider vil finde sig lidet tilfreds ved denne Forandring, idet Nogle heri ville see en farlig Neologisme, Andre tvertimod ville ansee det gjorte Skridt blot som en Halvhed, idet meget mere alle Psalmerne blot vare at ansee som middelbart messianske, forsaavidt som Messias-Ideen her stedse fremtræder saa at sige hyllet i et jordisk Gevandt. Ogsaa jeg maa tilstaa, at jeg ialfald i det Nye Testamentes messianske Tydning af Psalmerne, hvilken her vel maatte være den fornemste Veiledning, ikke finder hiin Distinction tilstrækkelig begrundet; men da den nøiere Opfattelse af de messianske Spaadommes Art altid bliver et vanskeligt og omtvistet dogmatisk Punct, syntes mig Bibel-Oversættelsen her ikke burde foregribe den dogmatiske Discussion. Vilde man da ikke beholde den traditionelle Forkla-
