nogen gyldig Undskyldning. Thi for det Første er Almeenfattelighed Eet og Trivialitet et Andet, og selv det udannede Folk med sin umiddelbare Sands fatter dog bedre det Levende end det Døde. Dernæst er det ikke engang sandt, at Bibelen fortrinsviis bør indrettes for den Udannede, da den meget mere skal nydes af Lærd som af Læg, ja endog paa det allerhøieste Dannelsestrin skal vedblive at være „Bøgernes Bog.“ Derfor maa den ogsaa med Hensyn paa Stiil og Udtryk have uhindret og uindskrænket Raadighed over alt hvad Sproget eier af Egte og Ædelt; ethvert Hensyn til det eller det Standpunct, enhver Accommodation er utilbørlig, da den ogsaa for Originalen er aldeles fremmed. Bibelen er jo oprindeligen ikke skreven for de Udannede, men snarere for de Dannede. At Sproget i Oversættelsen imidlertid maa være reent og egte folkeligt, at det maa holde sig frit for Dannelsens Jargon, alle dens Reflexions-Vendinger og fremmede Flitter, følger af sig selv.
Naar man fremdeles imod mit ovenfor ytrede Savn af poetisk Charakter i Oversættelsen maaskee kunde falde paa til Gjengjæld at klage over et eensidigt æsthetisk Synspunct og ræsonnere Endeel, om at i de hellige Skrivter et høiere Hensyn end det æsthetiske maa gjøre sig gjældende o. s. v.: da vilde man derved hverken sige mig noget Nyt eller Noget, hvoraf jeg vilde føle mig truffen. Thi jeg veed vel at vurdere det hellige Ords absolute, i en vis Betydning over al Kunst ophøiede Værdighed, og en penslet Form og Krimskrams, et rhetorisk opsvulmet Sprog og sesqvipedalia verba, kortsagt alslags Æsthetikleri med de hellige Skrivter skulde i mig finde den allerskarpeste Censor. Nei! for Guds Skyld – da er det dog bedre som det er. Men hvad jeg i dette savner, – nu synes man at Udtrykket: „poetisk Form“ klinger for „æsthetisk,“ Navnet lader jeg gjerne fare – men hvad jeg savner, hvad jeg forlanger, hvad jeg sukker og smægter efter, det er jo kun Aand og Liv ogsaa i Udtrykket – det er Begeistringens rindende Strøm, det er Umiddelbarhedens friske Pust.
Nu tør jeg ikke fortie, at netop i denne Henseende er det maaskee overhoved at ansee for en mindre gunstig Omstændighed, at det er en Commission, der arbeider. Thi det ligger i Sagens Natur, at i en Samling af raadslaaende Mænd netop
