Parallelismus munhrorum, der er et Hovedtræk i Psalmernes poetiske Form, i det Muelige overholdes. Tvertimod er denne Parallelisme et saa væsentligt Moment i Psalmernes hele Anlæg og Sammensætning, at dens Forsømmelse virkelig fordærver det hele æsthetiske Indtryk. Med Hensyn hertil finder jeg nu, at nærværende Oversættelse paa mange Steder efterlader Meget at ønske. Den har idethele altfor ængstligt søgt at udtrykke det enkelte Ords nøiagtige Begreb og til den Ende ikke skyet at sætte to Ord for eet eller idethele bruge Omskrivninger, hvor disse ere absolut forstyrrende for Rhythmus og Parallelisme, selv hvor det hebraiske Ord aabenbart netop var valgt for Parallelismens Skyld. Paa saadanne Steder (paa hvilke nedenfor ville findes Exempler) vilde man uimodsigeligen bedre træffe Originalens Mening, altsaa være mere væsentlig tro, ved at sætte et lignende Ord af omtrent samme Betydning, og som i Sammenhængen gjør den samme Virkning, fremfor en i Formen afvigende Udtryksmaade, der med scrupuløs Nøiagtighed søger at gjengive den identiske Begrebs-Nuance. Idethele er Udtrykkets Korthed eller Længde af væsentlig Betydning for den æsthetiske Virkning. Et Vers, der deels ved Valget af korte Ord, deels ved dristig Concision i Sammenføiningen, antyder en vis Raskhed eller endog Iilsomhed i Tankegangen, kan blive noget ganske uhyre forfeilet ved i Oversættelsen at blive langt, enten nu dette skeer ved Sammenhobningen af lange, slæbende Ord, eller ved Omskrivninger og Mellemsætninger. Forresten er det ikke alene Ordnøiagtigheden, men ogsaa en altfor vidt dreven Stræben efter Tydelighed, der undertiden synes at have forledet Oversætterne til at forsynde sig mod Originalens Form og Aand, idet de f. Ex. for at man ikke skulde tage Feil af Nexus, hvor denne er noget abrupt, have taget sig den Frihed at sætte ind et og andet Smaaord, et dog, uagtet, derpaa o. s. v. Men det er utroligt, hvad netop en saadan tilsyneladende uskyldig Partikel kan udrette til at forkvakle Indtrykket. Den indfører jo netop en Reflexion, en forsigtig Omsorgstanke, som var aldeles fremmed for den digteriske Stemning; det tilhører netop denne – og især i de høiere hebraiske Digte, disse umiddelbare Udstrømninger af et dybt grebet Gemyt – ikke altfor ængstligt at sammenkjede Tankerne eller med Omhyggelighed at stille dem i Rad, som
