der efter min Anskuelse laa den største Magt. Hvad nemlig især Psalmerne angaar, da skulde man aldrig glemme, at det er Digte, hvor altsaa Kunstformen og det derved frembragte Indtryk er et Hovedøiemed. Størsteparten er jo endog lyriske Digte, ved hvilke det er Hovedsagen, at den subjective Stemning i uforvansket Harmoni gjennem Ordets Medium meddeler sig til Læserne, og selv de Psalmer, der have en mere didaktisk Charakter, ere dog ialfald didaktiske Poesier, bestemte til at virke ligesaavel ved sin Stemning og sin skjønne Form, som ved sin objective Tankegehalt. Til Oversættelsens Troskab – rigtig forstaaet – hører her uimodsigelig især, at den gjengiver det samme Indtryk, som Originalen medbringer. Det er af sig selv klart, at dette „samme Indtryk“ for en stor Deel er betinget af den samme Tankegehalt, og at det ikke gaar an ligesom at skrive en ganske anden Vise til den samme Melodi; men paa den finere Nuancering af Begreberne kommer det dog unegtelig her mindre an, end i en dogmatisk Afhandling. Vel veed jeg, at ogsaa flere Psalmesteder bruges som dogmatiske Belæg, og med Hensyn hertil, faar naturligviis Oversætteren see til, at intet Væsentligt spildes eller forvanskes; men man skulde dog erindre, at den dogmatiske Belærelse her ikke er den egentlige Hensigt, og at idethele den dogmatisk-argumentative Brug ikke hører til den Stemning, i hvilken Bibelen i Almindelighed maa forudsættes at blive læst.
For nu at fyldestgjøre den poetiske Form, har man ofte ivret for og undertiden forsøgt metriske Oversættelser af Psalmerne. Men saa vidt gaar min Fordring ingenlunde, deels fordi den metriske Form dog let giver Anledning til større Friheder i Tanken, end der i en kirkelig Bibeloversættelse kan ansees for passende, deels – og det fornemmelig – fordi den metriske Form i egentlig Forstand, saaledes som dette Begreb ved den classiske Digtekunst er blevet fixeret, udentvivl er fremmed for de hebraiske Digte selv. De vilde derved kun faa et forvansket udseende – om jeg saa maatte sige, gjøre et græsk istedetfor et hebrais Indtryk. Men selv om Metrum billigviis maa være borte, hindrer dette ikke, at jo Oversættelsen – til Efterligning af sin Original – bør stræbe efter en vis Numerus og rhythmisk Velklang, kun at denne ikke bliver søgt og unaturlig, og at især den
