sættelse nu foretages. Ikke alene, at den exegetiske Videnskabs Fremskridt gjør, at vi nu kunne fortolke mange Steder rigtigere, end fordum – og saavidt bør dog vel aldrig Pieteten for det Traditionelle gaa, at man af den Grund fastholder, hvad der er vitterligen urigtigt –; men ogsaa Formen i den gamle Bibel er deels paa mange Steder ucorrect, deels stiv, prosaisk og ubibelsk – det Sidste vel endog tildeels en Følge af man dengang med altfor liden Pietet fjernede sig fra den ældre, fra den lutherske stammende Bibel. Denne den gamle Oversættelses store Ufuldkommenhed gjør, at man finder sig i den Nødvendighed at benytte meget Mindre deraf, end fra et almindeligt Standpunct kunde ansees for ønskeligt; og virkelig have de nærværende Oversættere fjernet sig temmelig langt derfra. Her at træffe det rette Forhold, er naturligviis saare vanskeligt, og Dommene kunne være forskjellige. Saaledes negter jeg ikke, at medens jeg i enkelte Puncter kunde ønsket Afvigelsen endnu større (hvorom senere), er der ogsaa paa den anden Side Steder, hvor jeg finder, man uden Nødvendighed har forladt den gamle Oversættelse – enten fordi man i Formen ikke har havt noget væsentligen Bedre at sætte i Stedet, eller fordi den nye Fortolkning, man har fulgt, ikke forekommer mig utvivlsom nok. Paa begge Dele vil nedenfor findes enkelte Exempler, endskjønt jeg indrømmer, de i det Hele ei ere hyppige.
I Henseende til Ordfølgen have Oversætterne selv forudseet, at man maaskee vilde finde, de have foretaget ufornødne Forandringer i det Bekjendte, ved nemlig nøiere at slutte sig til Hebraisken. Men man maa være enig med dem i, at denne Gjengivelse af Ordfølgen i mange Tilfælde baade „letter Opfattelsen og gjør Stilen mere levende“ – en Omstændighed, hvorpaa den tidligere Oversættelse har været altfor lidet opmærksom, idet den har gjort sig altfor afhængig af den grammatisk-logiske Construction. Imidlertid maa man dog erindre, at de forskjellige Sprog ogsaa have hvert sine Særegenheder, der ikke egne sig til at overføres, og at selv saadanne Ordfølger i Hebraisken, der i vort Sprog ikke egentlig ere umuelige, dog ofte her gjøre en ganske anden Virkning, end hist, idet en vis Stilling af Ordene, som i Hebraisk er uden særegent Eftertryk eller Farve, hos os viser sig som en Inversion med et eget
