Tanker – at denne aandelige Dannelse dog har sit væsentlige Midtpunct i Religionen. Naar man nu erindrer, at den religiøse Underviisning og Meddelelse i Skrivt og Tale igjen tilsidst øser af Bibelen som sin egentlige Kilde, saa maa man faa et Syn for, hvorledes det Udtryk, den almindelig brugte Bibel betjener sig af, det Sprog, den taler, gjennem utallige Kanaler ledes ind i Folkets hele Tanke- og Følelsesforraad, hvoraf igjen dets Udtryksmaade og Sprog er betinget. Denne Bibelordets middelbare Indflydelse strækker sig langt udenfor Bibellæsernes, ja udenfor de troende Christnes Kreds. Thi Christendommens praktiske Ideer og den derfra udgaaende Aand gjøre sig uvilkaarligt gjældende selv der, hvor disse Ideers Udspring ikke kjendes eller ikke indrømmes; Religionen og Kirken er blandt Andet ogsaa en verdenshistorisk Magt, der virker selv der, hvor den fornegtes; endog de, der langtfra ere Christne og – ofte endnu mindre ville gjælde derfor, kunne ikke hindre, at der ofte undslipper dem Toner, der, egentlig tilhørende hiin overjordiske Harmoni, for det mindre opmærksomme Øre blive borte i den jordiske Forvirring. Ialfald stivner den bibelske Tanke ofte til i gangbare Billeder og Talemaader, som da Enhversomhelst uden videre tager i Munden.[1] Det vilde igrunden være en interessant Undersøgelse, om man vilde tage sig fore at udfinde, hvor meget af det herskende Forraad af Ord, Vendinger og Billeder igrunden har sit Udspring af de hidtil bestaaende Bibeloversættelser.
Medrette har man for ikke længe siden (jeg tror, i „den norske Tilskuer“) gjort opmærksom paa, at de protestantiske Folks National-Literatur begynder med deres Bibeloversættelse.
Heraf følger da, at selv Formen og Sproget i en Bibeloversættelse, i høi Grad kræver at tages i alvorlig og omhyggelig Overveielse.
Desto mere maa man forundre sig over, at den allerede for to Aar siden som Prøve udgivne Oversættelse af Psalmerne endnu ikke er bleven underkastet nogen offentlig Drøftelse. Thi
- ↑ Det falder mig just ind, at for en Tid siden en dansk Politiker, der endog confessionelt ei er Christen, ikke kunde tale om en Seier, de Danske havde vundet eller tænkte at vinde en Paaskedag, uden at slaa om sig med „Opstandelsens Morgenrøde,“ eller noget Lignende.
