Clausens Tidsskrivt (13de Aarg. S. 591–695) paa Dansk leverede betydelige Fragment, der i visse Stykker flyder noget lettere; men Oversætteren har „aabenbart,“ eftersom han skrev, faaet mere og mere Herredømme over sit Sprog.
No. 32 er en lys og let Fremstilling af Hovedpuncterne i den christne Kirkes Udvikling, der ikke alene vil være et bekvemt Hjælpemiddel for theologiske Studerende især til Repetition, men ogsaa af ældre Candidater og Geistlige, der ønske at opfriske sin kirkehistoriske Kundskab, læses med Nytte og Fornøielse. Oversættelsen er ganske flydende, men vanziret af endeel Skjødesløsheder især i Ordenes Skrivemaade. Det seer saaledes ikke godt ud, i en Retskrivning, der forresten er temmelig conservativ, i den Grad, at der endog staves religieus, regulair, Ascetik, canonisk, (men rigtignok ogsaa kanonisk, Kølibat, Konsekvens), at finde saadanne Ord som ortodox, Philantropist, Lithurgie, Curfyrst, skjelden &c. En Egenhed ved Retskrivningen er ellers en temmelig vidt dreven Sammenskrivning af præpositionelle og adverbiale Takemaader: vedsidenaf, imodsætning, fordagen, istilhed, tillehn o. s. v. Af mere Betydning er det, at ikke engang Egennavne ere omhyggeligt stavede; saaledes finder man Pytagoras, Thimotheus, Bilibald for Wilibald, Præmonstranser, Pietacium, Melchor Canus, phalzisk, Qvedlingburg, Carpzow og Karpzow o. s. v. Et Par Aarstal mangle eller ere urigtige, f. Ex. S. 168 ved Rigsdagen i Speier 1523 for 1529; ved Forbundet i Schmalkalden staaer Datum men ikke Aarstal (1531), ved Religionsfreden i Juli 1532 mangler Stedet „i Nürnberg“ o. s. v. Alt dette er vistnok Smaating og røber kun Mangel paa Nøiagtighed ved Gjennemsyn og Correctur; men netop med Hensyn paa Bogens Bestemmelse som Lærebog, er det ikke ganske uden Betydning.
M. J. Monrad.
