være lidt vel overveiende, idet den hele Cultus udelukkende bliver construeret ud af den enkelte Menigheds Begreb, og intet Element deri optaget, hvori Menighedens Opgaaen i en høiere Eenhed finder et Udtryk (f. Ex. Visitatserne, der dog ikke blot skulle tjene til Undersøgelse og Control, men tillige ere at ansee som kirkelige Fester). I Sammenhæng hermed staaer det, at Præsten vel ikke udelukkende men dog overveiende bliver fremstillet som Menighedens Tjener, saa at den anden Side, ifølge hvilken han ogsaa er Kirkens, forholdsviis træder noget tilbage. I Modsætning til hierarchiske Tendentser, som endog hos protestantiske Prester af og til vise sig, kan nu dette være meget godt; men Sagen betragtet uden polemiske Hensyn, maa det dog nok indrømmes, at Presten ikke blot er sat til at udtale Menighedens umiddelbare Bevidsthed, men ogsaa til at lutre og hæve den ud over dens individuelle Skranke, og at han derfor ikke maa være altfor afhængig af de i en enkelt Menighed herskende Eensidigheder. Dog ogsaa Forf. veed dette vistnok meget godt, men denne Side af Sagen fremtræder kun ikke overalt med tilstrækkelig Styrke og Klarhed.
Man kan maaskee finde, at disse paapegede Egenheder hos Forf., baade hiin strenge Udsondring af alt Secundært fra Cultus, den lave Vurdering f. Ex. af Kunsten, og denne noget isolerende Betragtning af den enkelte Menighed, røbe en vis Tilnærmelse til den reformeerte Kirkes Opfattelse forsaavidt som nemlig denne i Almindelighed beroer paa en negativ Modsætning til Katholicismen, (hvor som bekjendt i begge Puncter Hovedvegten ligger over paa den anden Side), medens den lutherske Kirke har hævet sig til et friere, positivt, af polemiske Hensyn mere uafhængigt Standpunct. Idetmindste tør man i Forf.s Behandlingsmaade af de anførte Puncter dog maaskee have mere Grund til at spore en uvilkaarlig Indflydelse af reformeerte Grundforestillinger, end til – som den norske Oversætter i en Anm. S. 30 vil – i den løsrevne Ytring om den protestantiske Kirkes væsentlige Eenhed at finde en „aabenbart“ unionistisk Anskuelse, hvilket Sidste dog er lidt for hurtigt sluttet.
Om Oversættelsen maa iøvrigt siges, at den idethele er upaaklagelig. Den røber især i Begyndelsen en noget uøvet Pen, hvilket man f. Ex. kan føle ved at sammenligne den med det i
