Cultus – isærdeleshed paa et protestantisk Standpunct – kun indtager „en tjenende Stilling,“ saa er dog dette endnu et altfor ubestemt Begreb og kan let give Anledning til en falsk Opfattelse. Og endskjønt det vistnok er sandt, at den egentlige kunstneriske Arbeiden og Frembringen – Digten f. E., Malen, Composition[1] – ikke er at ansee som nogen Cultus-Virksomhed; saa gjælder dog ikke ganske det Samme om Beskuelsen og Hørelsen, der dog nok tør have sin Betydning i den religiøse Opbyggelse – ligesaa vist som endog hine dunkle Stemninger, der nærmest i Musiken finde sit Udtryk, hverken kunne eller skulle være borte fra den christelige Andagt, endskjønt denne vel netop har sin Fuldendelse deri, at de hæves og concentreres i Ordets Klarhed. Vor Forf. har derimod ikke paa anden Maade vidst at skaffe Musiken Plads uden som et Middel til, ved Hjælp af Melodie og Rhythmus at holde den lydelige Menighedsbøn sammen, „da selv foreskrevne Formularer ikke ville kunne fremsiges af den hele Menighed i Chor, uden at dette vilde skee paa en uskjøn og forstyrrende Maade“ – hvilket dog er en temmelig mager Forklaring. Jeg maa imidlertid her lade det beroe med den korte Antydning af Mangelen og overlade mueligt til en anden Leilighed at udvikle min Anskuelse angaaende Kunstens Stilling til den christelige Cultus overhoved.
Et andet Punct, i hvilket Forf. uden egentlig at være blind for det Sande og Totale, dog forekommer mig at lægge vel sterk Accent over paa Sagens ene Side, angaaer Forholdet mellem Menigheden og dens Prest, og det dermed i Forbindelse staaende: mellem den enkelte Menighed og den hele Landskirke. Thi vel forkastes (§ 36) medrette den Anskuelse, „som anseer Kirken for et Conglomerat af Menigheder og følgelig lader hiin opstaae af disse,“ da man tvertimod maa sige „at Kirken individualiserer sig til Menighed, og denne fremstaaer af hiin,“ ligesom Forholdets sande Dobbelthed træffende er udtrykt i den Sætning (§ 38), at „Menigheden paa den ene Side fremtræder som Kirkens Barn, paa den anden Side som Kirkens Moder;“ men i den virkelig udførte Udvikling synes dog den sidste Forestilling hos Forf. at
- ↑ Det Samme kan jo siges ogsaa om Prædikenens Udarbeidelse eller den foregaaende Meditation.
