er Cultusens rene Begreb uvedkommende. Men i denne „Blanding“ er ikke Parochial-Forfatningen ene Skyld, og Blandingen overhoved ikke blot en udvortes. Den Troende selv har jo Hedenskabet, den gamle Adam, ikke blot udenfor sig, men i sit eget Bryst; det er et Element, som ikke blot engang er overvundet, men som stedse skal overvindes, og denne fortsatte Overvindelse er et væsentligt Moment i det hele christelige Liv. Den Troendes Bevidsthed – naar den ikke er sløv og død – vil stedse hade at gjøre med at klare Tvivl og Modsigelser, bekjæmpe Svaghed og „Anfegtelser;“ det Apologetiske bliver aldrig et engang for alle tilbagelagt Stadium. I de Troendes egen Forsamling, og for de Troendes egen Skyld, til deres Opbyggelse, maa derfor Prædikenen stedse tildeels ogsaa være en Hedninge-Omvendelse. Og kan man saaledes sige, at den troende Christen selv tildeels endog bærer Hedningen i sin egen Barm, saa er det endnu mere klart, at han stedse bærer, ja endog stedse skal bære Barnet. Idetmindste er det vist, at Ingen nogensinde voxer fra sin Børnelærdom. Derfor staaer den voxne Menighed stedse i et sympathetisk Forhold til de Unges christelige Underviisning. Ved at være Vidne til den kirkelige Katechese, lever den voxne Christen ligesom sin egen Barndom op igjen; den christelige Fordring at blive som Barn træder ham baade anskueligt imøde og fuldbyrdes lettere ligesom af sig selv: Sindet aflægger idetmindste momentant det hele Paahæng af brogede, ofte forvirrede Livserfaringer, hvoraf ligesom en bitter Extract ellers saa gjerne blander sig med alle vore Tanker og Følelser, og smager nu paany Ordets Melk i dens oprindelige friske Sødme. Skulde der i Sandhed være noget mere Opbyggende, end dette Vidnesbyrd, der aflægges af uskyldige Læber, denne „Lovsang, der beredes af Spæde og Umyndige“?
Med eet Ord: jeg har vel Intet imod, at de nævnte Elementer ere adskilte fra Cultusen; hvad jeg savner, er kun en tilstrækkelig Antydning til at denne Adskillelse igjen maa paa en Maade ophæves.
Fra en anden Side har denne altfor snevre Begrændsning af Cultusens Begreb havt til Følge, at Kunstens Betydning for denne neppe er rigtig fastsat eller behørig udviklet. Om man end maa være enig med Forf. i, at Kunsten til den christelige
