aarsaget denne Flytning netop paa Grund af Bygningsarbejdet ved Mariekirken, saa kan det ikke negtes, at deri kunde synes at ligge en ligefrem Antydning om at disse Kirker maa have staaet i Nærheden af hinanden, og at saaledes Gudstjenesten og Besøgelsen af det hellige Skrin i Klemenskirken er bleven hindret og forstyrret ved Arbejderne i den anden Kirke. Erindrer man nu tillige det Resultat, hvortil vi ovenfor ere komne og af Grunde, som ikke staa i nogen som helst Forbindelse hermed, nemlig at Mariekirken ogsaa maa have ligget temmelig nær ind paa det nuværende Kapitel, saa bliver der her et ganske mærkværdigt Sammenstød.
Af alt det oven anførte fremgaar det saaledes, at hvis man alene tager Hensyn til Kapitlet, dets Form og Stil, samt den sidst omtalte Flytning af Olafs Skrin, saa synes derved Schønings Mening i en mærkelig Grad at blive bestyrket. Den vilde endog blive ubestridelig, dersom vi med Schøning og Schwach tillige kunde antage at Olaf den helliges Kongsgaard havde ligget i Nærheden af Domkirken. Men dette gaar aldeles ikke an. Tvertimod maa vi ikke alene lægge hans Kongsgaard nede ved Skipakrok, som forhen paavist, men vi nødes endog til med Prof. Munch at sætte ogsaa hans Klemenskirke omtrent paa det samme Sted. Dette finder jeg vel ikke, som tilforn bemærket, at følge ligefrem af Sagaens Udtryk, der hvor den omtaler Kirkens Opførelse, men det bliver rimeligt naar man ser, at baade Magnus den godes og Harald Haardraades Kongsgaarde og Kirker havde saadan indbyrdes Beliggenhed, hvilket vi ogsaa træffe ved Bygninger af lignende Beskaffenhed paa andre Steder i Landet. Hertil kommer, at der i Byloven[1] omtales en „Klemenskirkegaard“ som liggende nede ved Skipakrok, hvortil endnu kan føjes Beretningen[2] om Magnus Barfods og hans Broder Haakons Juleophold i Nidaros i 1094. Naar der nemlig siges, at den første var i Kongsgaarden, men den anden i Skulegaarden nedenfor Klemenskirken, og Snorre gjør den Tillægsbemærkning, at den sidste Gaard var den ældre Kongsgaard (hinn forni konungsgarðr),
