End mere underholdende er naturligvis det sagnrige Søborgs
Historie, hvis første Oprindelse efter den sterkeste Beretning skulde
ligge tilbage mere end 300 Aar før Christi Fødsel; den grunder
sig paa en gammel Indskrift, der skulde have staat over Porten
paa den yderste Vold:
Vixit Aristoteles et Alexander dominatur,
Dum per gentiles castrum Söborg fabricatur.
Vist er det, at det var til paa Valdemar den stores og Absalons Tid, da den tapre og trofaste Thorbern var Høvedsmand der. Grundtrækkene i dets senere Historie, som her udførlig fortælles, er bekjendte nok; hvorledes under Knud den sjettes og Valdemar Sejrs Regjering Valdemar Bisp her i Aarrækker smægtede som Statsfange, indtil han paa Dronning Dagmars Forbøn sattes i Frihed; senere holdtes her fangen Kong Abels Sønnesøn, Hertug Valdemar den fjerde, med sin Drost Tyge Abildgaard, og under Erik Menved sad Danmarks Erkebisp, Sveriges Primas, den mægtige og stolte og stivsindede Jens Grand her i sit grusomme Fængsel under Opsigt af Slotsherren Jesper Mogenssøn, indtil det ved en Koks Hjelp lykkedes ham at iverksætte sin eventyrlige Flugt. Senere sad her indespærret Dronning Helvig, som Valdemar Atterdag mistænkte for utilladelig Forbindelse med Folkvard Lavmandsøn, og her skal hun have født sin berømte Datter, Nordens Dronning Margrete.
Med dette Bind af Annalerne fulgte tillige „Antikvarisk Tidsskrift“ for 1850 og 1851. Foruden Oldskriftselskabets og den Arnamagnæanske Kommissions Aarsberetninger indeholder disse Hefter Meddelelser af stor Interesse. Saaledes findes i Aargangen for 1850 Molbechs danske Dialekt-Leksikon og Ivar Aasens Ordbog over det norske Folkesprog anmeldte af N. K. F. Dyrlund, der forhen i Heftet for 1848 S. 236–257 har leveret en udførlig Kritik over det norske Folkesprogs Grammatik af Ivar Aasen. Han gjør opmærksom paa den Forskjel i Udstrækningen af det behandlede Stof, som gjør sig gjældende deri, at skjønt begge Forfattere er enige i at behandle Bygdemaalene som en Helhed, har Molbech kun optaget Ord, Udtryk og Talemaader af den danske Almues Tungemaal, for saa vidt som de er fremmede for Skriftsproget og den almindelige Sprogbrug, medens Ivar Aasen derimod har medtaget alle (usammensatte)
