Hvis Kirken, strax før Maschius fik den aftegnet, var bleven
aldeles ødelagt, saa vilde vi nu af de ovenfor omtalte Beretninger
ikke kunne danne os den fjerneste Forestilling om, hvordan
dens Form egentlig var. Dette skylde vi først Schøning,
hvis Bog udkom i 1762. Schøning er noget tør i sin Fremstilling,
ligesom han kun har liden Sans for det kunstneriske ved
Bygningen, og derfor heller ikke Øje for dens forskjellige Stilarter;
men naar man tager Hensyn til hvor lavt hans Samtid
stod i denne Henseende, at den enten nærede en fuldkommen
Ringeagt[1] for al middelaldersk Kunst, som den mestendels ansaa
som et Snurrepiberi uden at ane dens Skjønhed eller, om den
ogsaa indlod sig paa at betragte den, i sin Opfatning deraf røbede
de besynderligste Vildfarelser, saa maa man sætte hans Bog
temmelig højt. Han viser dog et ganske godt Kjendskab til saadanne
Bygningers Hovedformer, og har, hvor han fremsætter sin Mening
om Domkirkens oprindelige Form i dens nedfaldne Dele, i
de fleste Tilfælde truffet det rette. Hertil kommer at han i sin
Bog har samlet næsten alle Oplysninger om Kirken, som kunde
overkommes, og hvoraf endog flere nu ikke mere ere til. Ved
denne sin Bog har han derfor knyttet sit Navn for stedse til
Throndhjems Domkirke, thi ingen kan efter ham give en Beskrivelse
deraf, uden i mange Stykker at støtte sig til ham, og ingen
vil endog kunne udarbejde en i alle Dele tilfredsstillende Restaurationsplan
af Kirken, uden tilbunds at kjende hans Bog. Med
alt dette lider dog hans Verk af adskillige vildfarende Meninger,
- ↑ Det skulde næsten synes utroligt, hvis ikke enhver kunde overbevise sig derom ved at se efter i hans Bog, at han i Fortalen formelig gjør Undskyldning, eller rettere giver et Forsvar for, at han har valgt en i manges Øjne saa stor Ubetydelighed som Domkirken til Gjenstand for et Skrift.
skrift: Continuatio adseqvens D. Carmen in fatale, qvod in cæmiterio Nidrosiano fuit, Solium. Naar Schøning (S. 4) for øvrigt siger, at Digtet er anonymt, medens han først paa et andet Sted har faaet Oplysning om hvem Forfatteren var, maa man heraf, ligesom af andre Grunde antage, at han har benyttet et defekt Exemplar; thi ved Bogens Slutning staar der virkelig Forfatterens Navn Jac. Mart. Maschius, Bergensis.