kan jo nemlig ikke være Andet, end hvad der ligger i Aarsagen, og er altsaa egentlig identisk med denne). Virkeligheden skal altsaa normeres, faa en Form, nemlig den absolute Form, Ideen, hvilket netop er Lovgivningens Betydning. Den Overgang, som her er gjort, er væsentlig den samme som Overgangen fra det græske til det romerske Standpunkt, den romerske Aand-er en praktisk, og Romerfolkets væsentlige Fortjeneste bestaar som bekjendt i at have erobret Verden og givet den Love. Dette Trin af Modsætningens Formidling, Lovgivningen, der saaledes egentlig tilhører eller rettere sagt udgjør det romerske Standpunkt, findes dog ogsaa paa det græske Standpunkt, men her kun som Bisag, om man vil som Propheti, hvorfor ogsaa Lovgivningen i Grækenland væsentlig tilhører enkelte Inspirerede, mens den derimod i Rom tilhører det hele Folk, er dettes væsentlige Opgave.
Som den blandt Olympierne, til hvem Tanken om Materiens og Formens Enhed egentlig er knyttet, bliver da Dionysos ogsaa Gud for Lovgivning θεσμοφορος; men Dionysos har som ovenfor bemærket sit kvindelige Sidestykke, Demeter, og hende er det dog især, Lovgivningen tilhører. Dette lader sig nu simpelthen forklare deraf, at Lovgivningen knytter sig til den faste Bosættelse, og denne igjen til Agerdyrkningen; men saa bliver Spørgsmaalet, hvorfor Agerdyrkningen tilhører Demeter, i hvad Forhold hun overhovedet staar til Dionysos, og Svaret herpaa bliver uden Tvivl i Henhold til, hvad jeg ovenfor i Anledning af Semele har bemærket om det Kvindelige, at ved Dionysos Materien opfattes som activ i Forhold til Formen — eller hvad her er det Samme, Aanden — ved Demeter derimod som passiv. Vinen tilhører Dionysos, da den opfattes som paavirkende, potenserende Aandslivet Kornavlen derimod Demeter, fordi den betragtes blot som Middel for Aanden til at vedligeholde sin legemlige Existens. Endnu paa Kunstens Feldt fremtræder Materien for Bevidstheden som det Active; man er sig paa det kunstneriske Standpunkt ikke Andet bevidst, end at Tingene i sig selv ere skjønne, give sig selv sin skjønne Form, altsaa forholde sig activ til denne, og Betragteren er sig kun bevidst at modtage Indtryk af, altsaa forholde sig passivt til det Betragtede. Anderledes er det derimod med Lovgivningen, hvor Aanden er praktisk; her er Materien d. v. s.
