Hopp til innhold

Side:Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur V.djvu/378

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
374
G. Vilh. Lyng.

rindelig til personlige Smædedigte, senere ogsaa til mere almindelige satiriske Digte, og den jambiske Poesi tilhører Dionysos ikke alene paa Grund af sin ialfald fra først af lidenskabelige Charakter, men fordi den som det Comiske overhoved fremstiller Individer i Modsigelse med sin egen Ide, altsaa med sig selv. Vi have saaledes betragtet den umiddelbare, kunstneriske Formidling af Modsætningen mellem Materie og Form; men den sig stedse udviklende Aand vil snart føle det Utilfredsstillende og Overfladiske i denne Formidling, idet den ved en dybere Reflexion bliver sig bevidst, hvad jeg ovenfor har bemærket, at Modsætningerne (Materie og Form eller, hvad der efter det ovenfor Udviklede er identisk dermed, Modsætning og Harmoni) her kun ere bragte i en for dem ydre Forbindelse med hinanden. De endelige Gestaltninger, hvori Ideen, Harmonien, skulde virkeliggjøres, komme som endelige i Modsætning, i Conflict med den efter sit Væsen uendelige Ide, hvilken Conflict netop er Stoffet baade for Tragedien og Comedien. De tilintetgjøres derfor, enten realiter i Tragedien, hvori dog Resultatet væsentlig kun er denne Tilintetgjorelse, eller blot idealiter i Comedien, og Tilfredsstillelsen bestaar nu deri, at Aanden ved Betragtningen af Endelighedens Opløsning frigjort hæver sig over den til Ideens sande Uendelighed. Harmonien, der skulde gjøre sig gjældende i Modsætningen, existerer altsaa positivt kun i og for Tilskuerens Sjæl, medens Objectiviteten blot har Betydning som det, hvorfra Sjælen frigjøres, Det, der ophæves, negeres af Ideen, og saaledes endnu altid opfattes blot som Ideens Modsætning. Dette kan ikke blive saaledes, Aanden, idet den skulde løse sin Opgave, som var at formidle Modsætningen har gjort netop det Modsatte, nemlig astholdt den som saadan; den er altsaa kommen i Modsigelse med sig selv, og Reflexionen herover maa drive den fremad. Opgaven bliver da for det Første den, at Formen bliver objectivt, realiter, hvad den hidtil kun var i Subjectiviteten, idealiter, Materiens, Virkelighedens Form; Aanden maa stille sig i reelt Causalitetsforhold til Virkeligheden, paavirke Virkeligheden, d. v. s. den maa blive praktisk. Aanden, som i sig selv har eller egentligere talt selv er Formen, Regelmæssigheden, Harmonien, skal realiter bestemme Virkeligheden, paatrykke den sit Stempel eller, hvad der er det Samme, frembringe sig selv i den (Virkningen