scenisk Kunst. Dette Sceniske fremtræder ogsaa som Orchestik og under andre Former paa det Punkt, hvor Dionysos ligesom bryder ind paa Apollons Feldt, det Lyriske og Musikalske, nemlig i Dithyramben, der netop har den Dionysiske Charakter, denne Formen truende, ofte sprængende Aandsfylde, hvorfor ogsaa Dithyrambikerne almindelig anklages for, idet de gjøre Brud paa Kunstens Regler, at fordærve den rene Smag baade i Poesi og Musik. Det er saaledes viist, hvorledes Dramaet efter sin kunstneriske Form d. e. som concret og scenisk tilhører Dionysos, og det samme lader sig, forsaavidt det ikke allerede er skeet ved Behandlingen af Dionysos som Gud for Lidenskabelighed o. s. v., let vise med Hensyn til de Følelser, det fremkalder. Dionysos er Modsætningen, hvilket, da Modsætning er det, at det Ene ikke er det Andet, altsaa ophæver, negerer det Andet, nærmere kan bestemmes derhen, at han er den umiddelbare Enhed af det Negerede og det Negerende, af Passivitet og Activitet d. v. s. af Lidelse eller Smerte og Glæde. Man vil maaske indvende mod denne sidste Bestemmelse, at en Passivitet kan være behagelig og en Activitet ubehagelig; men dette ere de kun, forsaavidtsom Subjectet vil Passiviteten og ikke vil Activiteten, altsaa dog egentlig i Passiviteten er activ og i Activiteten passiv, og denne Indvending tjener saaledes kun til at vise Begrebernes dialektiske Natur. Medens den Apollinske Poesi væsentlig kun tilsigter og frembringer den rolige, ligelige, harmoniske og paa Harmonien grundede Kunstnydelse, vækker Dramaet Lidenskaber (Pathos) derved, at det væsentlig drejer sig om en Modsætning, en Modsigelse, nemlig det Endeliges med det Uendelige. Conflicten opfordrer nemlig Betragteren til at tage Parti, han bliver derfor ikke staaende saaledes udenfor, som ved den blotte Kunstnydelse, og først derved bliver det Objective tilgavns subjectiveret (se ovfr.). Eftersom Tilskueren selv personlig er interesseret i denne Conflict eller ikke, fremkalder Dramaet Smerte (Tragedie) eller Glæde, Munterhed (Comedie), ligesom det ogsaa, navnlig den græske Tragedie, for en væsentlig Del beskjæftiger sig med at skildre de stærkeste Følelser og Lidenskaber. Endnu er der en Gren af Poesien, som har sin Oprindelse fra Dionysosdyrkelsen, nemlig Jamben, der staar i samme Forhold til Comedien, som Dithyramben til Tragedien. Denne poetiske Form anvendtes op-
