dyrkes ved en ενοψία, der saaledes paa en Maade bliver Roden til Dramaet, hvorom senere. Modsætningen, anskuet i Tiden, giver Begrebet om Materiens Forgjængelighed (Modsætning mellem 2 Tidsmomenter, af hvilke Tingen existerer i det ene, men ikke i det andet), om Forandring eller Succession (Modsætning mellem 2 Tidsmomenter, af hvilke det ene indeholder Et, det andet et Andet) og, idet Forbindelsen mellem Ledene i Forstanden opfattes som en indre og nødvendig, om Frembringelse, hvori Subjectet partielt sætter sig selv ud af, altsaa i Modsætning til sig selv.
Dionysos er saaledes Repræsentanten for Naturens Omskiftninger og Naturens Frugtbarhed, og dette bestyrkes ved mange Omstændigheder i hans Historie og hans Dyrkelse, som deraf lade sig forklare. Saadanne Omstændigheder ere: den Forbindelse, hvori han sættes med Indien, hvor netop Naturens Frugtbarhed og Mangfoldighed er ophøiet til det Væsentlige; nogle Beretninger lade ham nemlig fødes eller opammes paa Bjerget Nysa i Indien, andre lade ham gjore et Tog derhen, omgivet af Satyrer og Bacchantinder og indføre sin Cultus der; videre hans Cultus’s Overensstemmelse med den syriske Adonis’s og hans Identification med den phrygiske Sabazios, hvilke begge repræsentere det Naturlige, Forgjængelige. Deraf fremdeles den Rolle, φαλλός, Symbolet paa Naturens Avlekraft, spiller ved hans Dyrkelse (de phalliske Chor), deraf hans Compagniskab med Silen, Fauner og Satyrer, Naturguddomme, der væsentlig repræsentere Materien i anthropologisk Henseende, som Livselement, d. e. Sandseligheden, deraf endelig Orphikernes Fortællinger om Dionysos Zagreus, (egentlig vel Naturens Liv), der sønderrives af Titanerne (Naturkræfterne i deres Vildhed, Regelløshed, fornemmelig som ødelæggende), men fødes paa ny efterat Athene (den himmelske Visdom) har bragt Zeus (Formen, Ordenen, Regelmæssigheden) hans zittrende Hjerte, hvilket denne sluger. Tanken i denne orphiske Mythe er altsaa: Naturlivet fører paa Grund af de deri gjærende vilde Kræfter til Ødelæggelse, Undergang, men gjenfødes stedse ved at meddele sit Indhold til og saaledes befrugte, belive den evige Form, den evige Negelmæssighed. Af samme Grund, nemlig som den bestemte Modsætnings og Mangfoldighedens Gud, er han Søn af den jordiske Semele (der ogsaa siden optages blandt Guderne d. e. aandiggjøres under Navn af Thyone d. e. den
