ved Gudernes Nedstammen fra Titanerne, Heroernes fra Guderne o. s. v.; men Formen kan ikke bestaa uden ved at indgaa den nøieste Forbindelse med Materien, dennes Repræsentanter maa optages i de olympiske Guders Kreds, og dette er udentvivl Betydningen af Dionysos og Demeter, Guddomme, der paa flere Maader (f. Ex. ved deres Forbindelse i Mysterierne og ved Fortællingen om at Dionysos skulde være Demeters Søn) vise sig at staa i den nøjeste Forbindelse med hinanden og temmelig afsondrede fra de øvrige. Det er den første af disse, hvis Betydning jeg her vil søge nærmere at udvikle. Dionysos er for det Første Materien, modsat Formen, altsaa det Formløse, τὸ ἂπειρον, det, som Filosofen Anaximander gjorde til Tilværelsens Grundprincip, og som ogsaa Nyplatonikerne navnlig Proklos opstillede blandt Principerne. Som Repræsentant for den ubegrændsede Materie, Kilden til al Væren, afbildedes han i ældre Tider som en gammel Mand af et majestætisk Udseende med langt Haar og Skjæg. Som Materiens Repræsentant spiller han en Hovedrolle i Orphikernes System og under Navn af Jakchos i Mysterierne, da nemlig begge Dele ere den orientalske Pantheisme, optrædende som Element i den græske Cultur, som Lære hos Orphikerne og som mystisk Cultus, mystisk fordi Materien i Modsætning til Aanden er det Bevidstløse og saaledes Dunkle, Uigjennemsigtige. Jeg har ovenfor bemærket, at Materiens Væsen er Modsætning; men denne Sats kunde kanske tiltrænge lidt nøjere Forklaring, især da det er den, hvorpaa Alt her kommer an. Karakteristisk for Materien i Modsætning til Aanden er dens efter den blotte Materialitet fuldkomne Delbarhed, som beror paa, at de enkelte Momenter ere udenfor og adskilte fra hverandre (Materiens Uigjennemtrængelighed). Den ene Del er absolut ikke den anden og ikke der, hvor den anden er (derfor er Rum og Tid de Former, hvorunder Materien nødvendig opfattes), Delene udelukke altsaa og negere hinanden absolut, og saaledes er deres indbyrdes Forhold Modsætning. Man kan indvende herimod, at der dog ogsaa er Enhed i Materien, der er visse Kræfter, som forbinde dens Dele, der er Love, som forene dem til en regelmæssig Organisation, Naturen, og endelig er der fornuftig Tanke i Materien som i den hele Tilværelse; men alt dette tilhører ikke Materien som saadan; allerede Begrebet af Kraft er en Overskriden af
