Forsøg til en Udvikling af Dionysos-Ideen.
(Af G. Vilh. Lyng).
(Den almindelige Karakteristik af de forskjellige religiøse Standpunkter, de orientalske, det græske og det romerske, er væsentlig hentet fra Prof. Monrads Forelæsninger over Religionshistorie).
Orientalernes Religioner ere som bekjendt Naturreligioner, d. e. de dyrke Materien eller det Reale i egentlig Forstand. Materiens Væsen er Modsætning eller det, at de enkelte Momenter gjensidig negere hinanden, hvilket er Principet i de vestasiatiske Religioner, og Resultatet heraf bliver, at Realitetens Væsen er at ophæves, at det Væsentlige i Tilværelsen er dens Ophævelse eller Døden. Dette er Grundtanken i den ægyptiske Religion, som saaledes danner den negative Grænse mellem Orienten og Occidenten, idet Orientens Princip her ophæver sig selv. Det enkelte Dyr, det enkelte Menneske gaar til Grunde; men Dyret, Mennesket som saadant d. e. Formen gaar ikke til Grunde, den er det Evige, altsaa det Væsentlige i Tilværelsen, hvilket er det græske Standpunkt. At en Ting har en Form, er det Samme som at den har en Bestemmelse, er Udtryk for en Tanke, og Formen er saaledes det Aandige, men kun forsaavidtsom det udtrykker sig sandselig, altsaa som Ideal. Men hvad er Form uden Materie? Intet; ligesaalidt som Kunstneren kan undvære Marmoret, Farverne o. s. v., ligesaalidt kunne de olympiske Verdenskunstnere undvære Materien, det orientalske Princip, og denne optræder saaledes under mangehaande Skikkelser ogsaa i den græske Verdensanskuelse. Fatum er Materien som den abstracte d. e. blinde, absolute Magt, mod hvilken de olympiske Guder som Form ingen Realitet eller Magt have, Titaner og Giganter ere Materien som det Formløse, det Uhyre, det Uskjønne, og endelig ere Heroerne Livets Realitet som tenderende til at sønderbryde Formen. Her er imidlertid Materien endnu blot opfattet som Formens Modsætning (endskjønt ogsaa her Enheden paa mange Maader gjør sig gjældende f. Ex.
