Hopp til innhold

Side:Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur IV.djvu/313

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
309
Brynjolf Bjarme. Catilina.

klart, og det er ikke indlysende hvorfor Forfatteren hellere har foretrukket at berøve ham Farverne end at lade ham fremtræde med dem, han havde; hvad der af Historien kunde og burde benyttes til Dramaet er paa denne Maade aldeles forsvundet, og har Forfatteren ikke troet at kunne benytte Noget, da burde han heller ikke benytte Navnet. Ligesom Anmelderen finder Heltens Handlinger mindre motiverede, saaledes er dette ogsaa Tilfældet med Scenen hvori Sullas Aand fremtræder; Forfatteren kjender vist Regelen om at man ej bør mane Aander, nisi dignus vindice nodus.

Furia og Aurelia ere heldigt tegnede Charakterer; de vide begge hvad de ville, endskjønt dette maaske ikke tilfulde gjælder om Furia i hendes første Fremtræden, da hun misfornøjet med sit klosterlige Liv vil drage til fremmede Lande, for at finde en Frihed, som hendes Aand vistnok bedre vilde finde i det urolige Rom. Derfor ere ogsaa flere af de Scener, hvori de fremtræde, heldige, som f. Ex. Scenen i Catilinas Huus og i hans Logi, hvor de begge træffe sammen.

Medens Anmelderen saaledes med Hensyn til Heltens Charakters og det hele Dramas Udvikling maa formene at meget savnes, troer han med Hensyn paa Sproget og den hele poetiske Iklædning at kunne ønske Forfatteren til Lykke. Vistnok forfalder han ofte til at synge i hastemte Toner og selve Ordet „ha“ forekommer i enkelte Repliker i en alt for overflødig Mængde. I Scenen, hvor Furia opfordrer Catilina til at sværge Hevn, forekommer det Anm. at Cothurnen i høi Grad vakler baade under ham og hende. De hyppige Riim, der ofte indtræde og igjen forlades uden tilsyneladende Grund, kunde man paa de fleste Steder ønske borte, ligesom Anmelderen troer, at Versefaldet nu og da altfor skarpt fremtræder derved, at ogsaa de urimede Vers ofte ende vexelviis paa to- og eenstavelses Ord, hvorved det Hele bliver ligesom en Samling af Disticha. Vers som det andet af følgende:

„Forhadte Haller! Vidner til den Smerte,
til den Kval, hvortil jeg er fordømt“

hvormed stemmer:

„Af Haan og Foragt for det Høje, Ædle“

kunne ikke læses, ligesaalidt som følgende: