hvis egentlige Værnething er andensteds, men med Hensyn til dets Anvendelighed hos os kan jeg ikke undlade at udhæve tvende Omstændigheder der ialfald synes betænkelige. For det Første er Tonen slet ikke egentlig populær. Skjønt det vistnok ikke er nogen lærd Commentar, hvortil naturligviis hører at Texten stedse citeres i Grundsproget o. s. v., bevæger dog den hele Udlæggelse sig i Kategorier, der forudsætte en mere udstrakt Læsning og en mere udviklet Reflexion, idethele en langt større Paavirkning af en videnskabelig Atmosphære, end den, der hos os kan forudsættes hos Pluraliteten af dem, der kunde trænge til et commenteret Nytestament. Verket er derfor ikke heller beregnet paa det egentlig saakaldte Folk, men paa en vis – saa at sige – literær Middelclasse, der blandt Tydsklands 30 Millioner naturligviis er meget talrig, men som hos os ikke udgjør ret Mange, af hvilke desuden de fleste forstaae Tydsk og saaledes ligesaa gjerne kunde benytte Liscos Verk i Originalen. For den norske, literært-læge, men derfor ikke uoplyste, tvertimod efter Oplysning higende, christne Almue maatte den hele Forklaringsmaade holdes i en ganske anden Tone. At den norske Oversætter af et saadant Verk som det liscoske skulde ved Lempning &c. kunne frembringe noget egte Populært, vilde være formeget forlangt. Der ere faa nok af vore Skribenter der selv i originale Arbeider vise at have det egte folkelige Udtryk i sin Magt; desto mindre ville de kunne dette, hvor et til Grund liggende fremmed og fremmedartet Product idelig frister dem til at falde ud af Tonearten.
Men dernæst maa det ogsaa bemærkes, at Lisco, som tilhørende den unerede Kirke, denne forunderlige Bastard af Christendom og „Preussenthum“, staaer paa et dogmatisk Standpunct, der af vor Kirke hverken billiges eller kan billiges. Vel bestaaer Afvigelsen – paa Grund af Unionens svævende Holdning – ikke saameget i bestemte Lærdomme, som snarere i en forskjellig Stemning, en anden Stilling til det dogmatiske Lærebegreb i det Hele; og en heraf udgaaende Exegese røber sig saaledes mindre i enkelte Anstød vækkende Sætninger, end i en anden Tone, saa at sige et andet Haandelag, hvormed det hele Arbeide fattes. Men desto vanskeligere lader ogsaa en saadan Exegese sig lempe eller omarbeide efter vor Kirkes Tarv. At udstryge enkelte Steder og interpolere hist og her en skarpere Bestemmelse kan under
