selv at have nogen synderlig udstrakt Erfaring, om hvorledes vor Retspleie factisk udøves, lader det sig dog vist, efter hvad man hører og fornemmer, overeensstemmende med Sandheden paastaae, at der virkelig hos os gives, om end kun enkeltviis og i formindsket Maalestok, de fornødne Data, hvorpaa en saadan Fremstilling, som Forfatterens nogenlunde kan støttes. Dette er langtfra som det bør være. Enhver Vedkommende bør derfor ogsaa tage til Indtægt, til Belærelse og Rettelse, hvad der i denne Skildring rammer ham. Men da disse Ulemper og store Mangler ikke ere Principets nødvendige Affødninger, men snarere maae tilskrives de handlende Personer, synes de nærmeste og naturligste Bodemidler ikke at ligge i nogen total Ombytten af Princip. Hvormeget lader der sig ikke udrette gjennem meer detaillerede og bestemte Instructioner, en strængere og meer gjennemført Control, navnlig ved en Ophjælpen af Retsvidneinstitutionen, og ved et forsigtigere og omhyggeligere Valg af de Personer, hvem man betroer en saa vigtig og ansvarsfuld Myndighed. Forfatteren selv „erkjender, at en duelig og talentfuld Underdommer ved Sindighed, Maadehold og Samvittighedsfuldhed under Inqvisitionssystemet kan udrette meer Nytte end under Anklagesystemet, der ved at binde Dommerens Hænder, kun betrygger mod den større Skade, som den egensindige og uretskafne Dommer, kunde paaføre“. Ved at anvende det saakaldte Anklagesystem paa Kjæltringer, der ere ogdragene[1] under den nærværende Rettergangsmaade med Inqvisitionsprincip, vilde Justitien vist ved Overgangen i meget lang Tid blive lammet til en Grad, som man ikke lettelig kan overvurdere. Da det nu fortiden vel tør paastaaes, at det, naar den fornødne Vaersomhed anstilledes ved Valget, vilde være muligt at faae Domstolene besatte med retskafne og nogenlunde talentfulde og kyndige Mænd, indsees det ikke, at Forfatteren ganske har motiveret sit radicalere Middel „der rammer Ondet lige i sin Rod; en Forladen af Inqvisitionsprincipet ligesaagodt først som sidst“. – Pag. 458 berøres det at herved vilde udfordres ganske radicale Reformer i Organisationen af vor Administration og vore Domstole, og en Sammendragning af Anklagemagten til en fælles Auctoritet eller Generalprocureur med Filialafdelinger i Stiftstæderne antydes som nødvendig og hensigtsmæssig; men paa Grund af den Skyhed og Banghed, som oftere sees at gribe Forfatteren ved
- ↑ [Wikikildens note: Slik i originalen. Trykkfeil for «opdragne»?]
