digviis maa medføre, nemlig skjærpende og ansporende paa Dommerens Sjælsevner og Opmærksomhed paa Sagen og sig selv, idet han derhos paa den fuldstændigste Maade herved controlleres; stimulerende paa Sagføreren, der bringes til at omfatte sit Kald og sin Interesse med Iver og Energie, og opløftende og udviklende paa Publicum, der kun herigjennem kan lære at kjende, hvorledes Retfærdigheden skjøttes og haandhæves paa en værdig og upartisk Maade. At der ligger meget Sandt til Grund for disse Bemærkninger er ubestrideligt; men paa den anden Side staaer det ogsaa fast, at Forfatteren her har skildret Offentlighedens Fordele med altfor stærke og iøinespringende Farver og som om de med indre Nødvendighed skulde fremtræde overalt og under enhver Omstændighed. Offentlighedens store Fordele ville jo dog alle saagodtsom falde bort, hvis man ikke kan gjøre Regning paa at Publicum vil benytte den Adgang til personlig Tilstedeværelse i Retten, som Lovgivningen maatte tilbyde og anholde om. Vistnok er det saa, at Interessen for Retsforhandlinger i ganske mærkelig Grad maa antages at stige ved mundtlig Behandling, men at dømme efter Erfaring hos os er det ikke rimeligt, at saadan Deeltagelse kunde paaregnes i noget betydeligt Omfang at blive vedvarende og stadig. Vor nærværende Procedure ved Høiesteret synes mig i fortrinlig Grad at maatte egne sig til at fremkalde den, og dog er der yderlig sjælden noget egentlig Publicum tilstede ved Sagernes Procedure for denne Domstoel. Grunden hertil er uden Tvivl let paaviselig. Selv de criminelle Sager, som indkomme for Høiesteret, ere jo i de fleste Tilfælde ei af den Beskaffenhed, at de kunne aflokke os nogen synderlig Sympathie eller Antipathie. Hertil vilde udkræves et større Antal Romankjeltringer saadanne som Alexander Dumas’s og Eugene Sues Folk; men Gudskelov den Slags Karle savne vi, og det er at haabe, at vi ogsaa for Fremtiden maae blive frie for de Skuespil, hvor saadanne Personer give Hovedrollerne. Det er i dette Afsnit et Alpha og Omega hos Forfatteren, at Offentlighed ei lader sig tænke uden Mundtlighed; Retsforhandlinger, hvor man benytter Skrift og Protocoller, man indrette dem hvordan man vil, ere, siges der, og maae være hemmelige. Den Sandhed, som ligger til Grund for dette Raisonnement, bliver, forekommer det mig, naar man urgerer Sætningen saa
