bliver – enten man deler Forfatterens Anskuelser og Synsmaader eller forkaster disse, – noget flau, naar man til Slutning, hvor man bestemt venter at finde Kjærnen og Resultatet af den hele Undersøgelse skarpt og bestemt udtalt, træffer 3 à 4 ganske ubetydelige Bemærkninger, der alle gaae ud fra Forudsætningen om at Forfatteren stiltiende, – og kanske derfor desto stærkere og mere betegnende, – har opgivet de store nye Reformprinciper, for hvilke der saa vidtløftig iforveien er argumenteret.
Men i liden Harmonie med dette negative og conservative Resultat, hvortil kjendelig Forfatteren mod sin Villie er kommen ved at kaste sit Blik paa vor egen Retstilstand, staaer Bogens Slutning. Thi i dette Afsnit, hvor han har forladt Theoriernes Felt og meer practisk betragter Retstilstanden her hjemme og vore Forholde, synes det ikke som om Forfatteren har nogen særdeles store og betydelige Indvendinger mod vort Procesvæsen og dets Principer, og dog, i Strid hermed udbryder han, til Slutning „at han ikke kan dølge for sig selv, at vi tiltrænge en omfattende Reform i vor Retspleie og det et heelt og nyt System, hvor man saavidt mulig fornemmelig efter scotsk Mønster stræbte at realisere det mundtlige Princip og i criminelle Sager Anklagesystemet“. Vanskelighederne skræmme imidlertid saa stærkt, at Forfatteren, da Sagen i sin Detail ligger udenfor hans nærværende Hverv, selv træder tilbage, og vil han derfor have Reformen i Stort og Smaat med alle dens opløselige og uopløselige Knuder henviist til en Commission. Vil man have en omfattende Reform som noget ganske nødvendigt, bør man vel ogsaa noget bestemtere og udførligere paavise, hvori den bør bestaae, samt paapege Grundtrækkene til dens Virkeliggjørelse.
Men foruden denne dunkle Tilbageholden af egen Mening kan Stipendiaten ogsaa bebreides, at hans Ræsonnement oftere er noget løst og synes anlagt for høit og svævende, uagtet jeg gjerne erkjender at Meget i Bogen vidner om en Mand med Talent, som med Kjendskab til vore Forholde med oprigtig Redelighed har sat sig ind i sin Opgave, og med et skarpt og aabent Blik betragtet hvad der har frembudt sig for ham paa hans Undersøgelsesreiser. Han synes i ikke ganske ringe Grad at være forfalden til den uheldige Misforstaaelse, som skarpt og stærkt adskiller, hvad der staaer i det intimeste indbyrdes Forhold:
