Hopp til innhold

Side:Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur IV.djvu/285

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
281
E. Aubert om mundtlig Rettergang.

saa mange og saa ganske fremmede Retsinstitutioner for derpaa strax ovenpaa at give en nogenlunde god, kort og tydelig Fremstilling af disse for den norske Læser, for hvem Alt saagodtsom maa forudsættes ubekjendt, saa at man for den hele Fremstilling vanskelig kan finde noget Sammenknytningspunct i hans ældre Kundskabssphære. At ryste af sig et større modent videnskabeligt Arbeide i nogle Maaneder er allenfals en Evne, som kuns er givet Faae. Naar jeg derfor her har tilladt mig at yttre, at Forfatteren muligens ved større Korthed og ved blot at holde sig noget nærmere til Edsvorneinstitutionen i sin nærværende Skikkelse kunde have opnaaet en bedre og tydeligere Fremstilling, vil jeg ikke have denne Yttring tillagt nogen Characteer af alvorlig Dadel eller Anke; tvertimod maa jeg uden selv at besidde noget specielt Kjendskab til denne Materie erkjende, at Forfatterens Arbeide bærer tydelige Spoer af et alvorligt dybt og omfattende Studium af hele denne indviklede Gjenstand og dens righoldige Litteratur.

I Indberetningens 3die og sidste Afdeling hvis Indhold jeg efter Overskrifterne ovenfor har søgt at anskueliggjøre, skulde man efter min Formening vente at finde Udbyttet af Forfatterens Reise med Hensyn til den fremtidige Reform i vor Proceslovgivning og Retspleie, og jeg tænkte mig navnlig samme Afdelings sidste Parti „Ideer og Antydninger“ som en paa eet Sted samlet og sammentrængt Fremstilling af de mange rundt omkring i Værket adspredte Betragtninger og Bemærkninger, Forfatteren havde havt Anledning til at gjøre, hvortil de foranstaaende længere Afsnit nærmest maatte ansees som de motiverende Præmisser. Ved en omhyggelig Gjennemlæsning vil man imidlertid snart overbevise sig om, at denne Deel ingenlunde kan characteriseres paa denne Maade, uden at jeg dog ganske formaaer at sætte mig ind i den Tanke, som har været den raadende hos Forfatteren ved Udarbeidelsen af disse fra hinanden indbyrdes løsrevne Afsnit, hvori dette Partie opløser sig. Nogen kortfattet Recapitulation kan Afsnittet ingenlunde kaldes; thi alle større og meer kjærnefulde Reformantydninger, selv saadanne, som man seer Forfatteren betragter som realisable, findes ikke opstillede paa dette Sted, og noget nyt Supplement er det heller ikke, da det dertil er for fattigt, og tildeels kun i Korthed berører enkelte omtalte Ubetydeligheder. Det kan ikke nægtes, at man efterat have arbeidet sig gjennem det hele Opus