Hopp til innhold

Side:Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur IV.djvu/275

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
271
Om Norskhed i vor Tale og Skrift.

som f. Eks. Svensk eller Tydsk, for at kunne bruges som Tale- og Skriftsprog, og det vil neppe Nogen bekvemme sig til, som engang har udstaat Møjen med at lære vort Fællessprog. Derimod vil Bøger i dette Sprog, som En eller Anden, f. Ek. Ivar Aasen maatte forfatte, være meget tjenlige til at fremme ovennævnte Fornorskning af Fællessproget, idet man paa den Vej lærte at kjende de rent norske Ord og Talemaader, som man maatte ønske almindelig Udbredelse, anbragte i Sammenhæng, i de af Folket tilstedede Forbindelser; ti man gaar ikke hen at søge sig norsk Sprogstof i en norsk Ordbog for derfra at optage det i, hvad man skriver eller taler. Dernæst vil man ved at se velbekjendte Ord af Fællessproget anvendte i den norske Skikkelse i det nybyggede Sprog vænne Øjet til at taale dem i den for dette mere end for Øret fremmede Form. Hertil vil Læsning af Svensk og Oldnorsk ogsaa bidrage; ti naar man oftere har set f. Eks. Ordet skapa i svenske og oldnorske Bøger, finder man sig lettere i at se det skrevet med p for b ogsaa i vore egne Bøger. Man bør jo ikke opgive det Rette, her det Norske, fordi det delvis byder imod i Førstningen; man har nok i sin Tid maattet overvinde en ligesaa stor Ulyst til at taale det Danske og opgive det Indenlandske i Sprogformen, og dog har man dengang fundet sig deri; man faar finde sig i at forlade Ægyptens Kjødgryder, om man vil ind i det forjættede Land. Endelig er der nogle Materier, der maaske bedst fremstilles i et Sprog, der ligger Folkets Tale nærmere end det fornorskendes Fællessprog endnu paa længere Tid vil kunne komme, saasom Viser, Sagn, Æventyr o. s. v. Disse to Veje til et virkelig norsk Sprog er forresten kun forskjellige, hvad Udgangspunktet og den første Strækning angaar; siden løber de udentvivl sammen. Med andre Ord: Det ene Parti søger at skabe norsk Sprog og Litteratur paa én Gang, det andet udsondrer efterhaanden, Stykke for Stykke, det spesielt Danske af Fællessproget saa længe, til de fremmede Elementer i dette er fjernede og indenlandske optagne i Stedet. Derfor bør begge Partiers Bestræbelser kun bekjæmpe det Fremmede, den fælles Fiende, og ikke hinanden indbyrdes.