Sprogmassen i Dybet, i Roden, er omtrent den samme, men hvor det mere er i det Ydre, det Formelle, Lydenes Forhold og Grupperinger samt Maaden at benytte Ordene paa, – idet samme Ord bruges i andre Forbindelser, altsaa i andre Betydninger – hvorpaa Forskjellen beror. Tænker man sig derimod Dansk mod Norsk som f. Eks. Fransk mod Flamsk i Belgien eller Norsk mod Lappisk i Finmarken, da opgaar der et Lys baade over Frygten for Skilsmissen, over Paastandene om, at dansk Udtale egentlig er eller bør være den normale her i Landet, og endelig over den Paastand, at et norsk Sprog ikke fremgaar deraf, at man slikker norske Ord og Former ind i det danske Skriftsprog. Ti hvis f. Eks. Lapperne her i Landet engang havde antaget norsk Sprog som Skriftsprog og idetmindste som de mere Oplystes Talesprog, saa maatte den lappiske Udtale af de norske Ord være falsk, forsaavidt den afveg fra de Norskes egen; at opgive det norske Sprog og optage det lappiske som Skriftsprog og Talesprog var at udelukke sig fra aandeligt eller litterært, tildels en dog frapersonligt Samkvem med os, saa de tabte Adgang til den norske Kultur og blev henviste til sit eget tarvelige Kundskabs- og Tankeforraad. Var Forholdet saa mellem Dansk og Norsk, da vilde det, for at tale om det andet Punkt, nemlig om Maaden at fornorske vort Sprog paa, heller ikke være nok, at optage norske Ord imellem de danske, idet de i Bøjning og Afledning formedes efter det danske Sprogs Analogier. Om Lapperne for sin egen Bekvemmelighed blandede Norsken med en Halvpart lappiske Ord, blev Sproget derved ikke lappisk, skjønt heller ikke norsk.
Norsk, Svensk og Dansk er derimod som Lydsprog kun at betragte, hvad deres væsentligste Stof angaar, som tre Modifikasjoner af de samme Ord, som en trefoldig Udtale, der for en stor Del er saa regelmæssig at man, naar man kjender Lovene for Overgangen, kan omgjøre Norsk til Dansk eller Svensk, og omvendt, uden at have hørt Ordene i den fremmede Form. Vi Norske kan derfor godt efterhaanden i den ene Ordrække efter den anden gjengive i Bogen det norske Talesprog istedenfor de Danskes, f. Eks. sætte haard Medlyd for blod, g for v, Las, naken, rope o. s. v. for Læs, nøgen, raabe; skrive grøne, knyte d. e. lang Stavelse i flere og flere Ord, hvori vor nasjonale samt den oldnorske (og som oftest den svenske) Udtale har lang Selvlyd, men
