med indenlandske Frembringelser af dette Slags, da var det vel neppe paa Grund af, at de fandt Afsætning i Naborigerne. Mest frygter man maaske for, hvad der skal blive af Bøger og Tidsskrifter af strengt videnskabeligt Indhold, der efter sin Natur kun kan vente faa Læsere her i Landet. Hvorledes gik det da hidtil? Hvormange Eksemplarer af hver Bog gik vel til Danmark? Og mon ikke de Danske, der læser videnskabelige Bøger, ogsaa herefter vil kunne læse Norsk ligesaavel som Svensk, Tydsk o. s. v., saa at ligesaa mange af dette Slags Bøger kommer til at afgaa til Danmark herefter som hidtil, ja vel endog flere; mange vil ogsaa desuden gaa til Sverig; ti begge disse Lande begynder nu at bryde sig mere om de andres Bogvæsen end for, og vil maaske komme til i Forbindelse med Norge at danne en nordisk litterær Enhed, der vil gjøre dem mere uafhængige af Syden. Forholdet mellem Landenes Boghandel vil blive mere rimeligt og ligeligt, idet Norge og Sverig vil søge hinandens Skrifter mere end hidtil, men begge derimod danske maaske noget mindre, hvor- ved Danmark vil tabe Noget i materiel og i aandelig Henseende, men dog kun den uforholdsmæssige Fordel, det hidtil har havt, – Noget, som maaske kan forklare adskillige af de advarende Ytringer af Danske til os Norske, der røber en vis Ængstelighed for at vi skal „emansipere“ os i sproglig Henseende, hvorimod Folk, som er vel saa gode Danske som nogen Anden, f. Eks. Grundtvig og N. M. Petersen, har fundet, at en saadan Emansipasjon er naturlig og derfor hverken kan eller bor udeblive i Længden. Men sæt endog, at den lille Understøttelse, vor Litteratur nu drager fra Danmark, blev endnu mindre, mon da den indenlandske ikke blev saa meget større, idet Læselysten blev større og Bogkjøb hyppigere. Man fik nok flere Penge til at kjøbe for, naar man blot fik bedre Vilje. Det Hjemlige, Nasjonale, vil trække i Litteraturen, ligesom man f. Eks. saa, at de nasjonale Stykker, man Vinteren 184950 gav paa Theatret i Kristiania, gav bedre Hus end sædvanligt. Byd Folk Noget, de liker, saa tar de det nok.
Andre indvender, at man maa ikke forstyrre det bestaaende Forhold, hvorefter dansk Sprog og Litteratur nu engang ogsaa er norsk, – at man ikke maa afbryde den historiske Sammenhæng mellem For og Nu, hvorved blandt Andet vore ældre
