meget Andet fra ældre Tid, – at denne nidkjære Sprogaand dog har tilladt Udeladelsen ved den Bogstav, hvor den forekommer langt oftere end ved de to andre, nemlig ved d; desuden, at holde oppe Oldnorskens Form, hvor endog Almuen har tabt den, og hvor man altsaa ikke kan styrke sig ved Haabet om en større og større Tilnærmelse af Skriftsproget og det højere Talesprog til Almuesproget, som man dog maaske kan, hvad g angaar, dette er vel ikke at tænke paa; og hvortil skulde vel denne Kamp mod Tiden nytte? Hvorfor skal man mere ulejlige sig med Ord for Ord at bytte bort sin tilvante Udtale for en, der i Aarhundreder har været uddød, end man skulde afføre sig Nutidens Sprog og Udtryksmaade i det Hele og tillære sig det gamle Norske? Hvorfor skal Sproget forstenes mere end Lovgivning, Sæder, Videnskab eller Digtning? Franskmændene f. Eks. skrev og sagde vertut, aimet, tempest før det blev vertu, aimé, tempête, men de fandt, at denne Skrivemaade ikke kunde kalde den afdøde T- eller S-lyd tillive i Ordene, og naar den ikke kunde det, da bidrog den kun til at gjøre det vanskeligere at lære Retskrivningen; hvorfor de sløifede dem i Bøgerne. Udtalen kan ikke holdes fast ved Skriften; habet er blevet til a, habitum til <span title="eu trods" style="color:#FF0000">eut rods Skrift og Etymologi, ligesom man siger æ og avæ uagtet Bogen har aient og avoient.
End nu maa her berøres en Klasse af Ord, hvori den ældre Stamme har antaget en anden Form i det danske Talesprog, hvorfra den er indkommen i Skriften og gjennem den i det norske Talesprog, nemlig hvor g er ombyttet med v, som i Have, lave, save, Skov, Plov. Hvis denne g overalt var forsvunden af Bøgerne og de Dannedes Tale, vilde der fra vort hidtil indtagne Standpunkt her ikke blive Tale derom, ligesaalidt som om ei og au for e og ø, der for Tiden udelukkende hører til Almuesproget; men Sagen er, at den gamle g er beholdt endog i Bøgerne i nogle Ord, medens den i andre kun forekommer som nyere Skrivemaade nu og da; saaledes klage, plage bestandig; Skog, Plog, Sag, sage, Sindelag nu og da. Denne g findes stadig hos vor Almue og har for været brugt ogsaa i Danmark, hvilket kan sees af Sproglevninger fra den Tid, da man og skrev bøte, løpe o. s. v.; nu derimod er Forholdet saa, at medens v’en hos os holdes oppe ved Hjælp af Bogen, gjælder det Samme i Danmark om g’en, saasom i klage, plage, som der blandt Mængden heder klave
