Side:Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur IV.djvu/253
Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
249
Om Norskhed i vor Tale og Skrift.
Infinitiv.
Præs. Ind.
Imperf. Sing.
Imperf. Plur.
Part.
fá
fékk
féng-um
auka
jók
búa
bjó
bjogg-um
höggv-a
högg
hjó
hjogg-um
Disse Eksempler hvortil kunde føjes mangfoldige andre, viser,
at vore Forfædre har spurgt Øret, og ikke blot Forstanden, hvad
f. Eks. et Verbum hedte i et vist Tempus. De skrev saaledes
ikke brágð, vág, band, lág, dróg, slóg, þvóg, hlóg, uagtet dels
Præsens bregða o. s. v., dels Imperf. saasom drógum, slógum
syntes at kræve dette g. Vi ser da ogsaa, at vore Forfædre for
mange 100 Aar siden allerede sagde slo, dro ligesom vi endnu
gjør; vi er derimod ude med vor etymologiserende Retskrivning,
og klistrer paa en og anden Bogstav, overalt mod Udtalen, sommesteds
efter, sommesteds mod Ordets Oprindelse. Om drog skulde
have g paa Grund af drag-e, hvorfor skal da slo-g have det,
naar Præs. har tabt det, endog i Oldnorsken, hvor Præs. heder
slá (slaa), ikke slág (slaag); og hvor er man henne med sin g
i laa, hvor gg i ligg-e fordrer det? Altsaa
slaa
slo
(har)
slaat
dra
dro
–
drat
ta
to
–
tat
staa
sto
–
staat
En anden Sag er det, naar Udtalen (ikke Etymologien)
fordrer en Bogstav i én Form, som mangler i en anden:
faa
fik
faat
gaa
gik
gaat
Medens man altsaa er ængstelig for at overholde en formentlig
nødvendig eller ønskelig Formfuldkommenhed og Regelmæssighed,
ved at holde paa Bogstaver, som engang hørte med til en Stamme,
men som Talen nu har sluppet (to, dro med g), hindrer man
i andre Ord den virkelige Regelmæssighed fra at komme tilsyne;
Man sløjfe d i stod og g i slog; ti enten:
