| Norsk-Dansk. | Oldnorsk. | Svensk. |
| at burde | – | böra |
| Fjord | fjördr | fjärd |
| Færd | ferð | färd |
| Hyre, Hyrde | – | herde |
| Karde | eng. card | karde |
| Maar | mörðr | mård |
| Maar, Maard | mær (mey) | – |
| Mord | morð | mord |
| Ord | orð | ord |
| Skuur | skurðr | skörd |
| Stor-(øen) | Storð | – |
| Sværd | sverð | sverd |
| Svær (tyk Hud; Fleskesvær, Grønsvær) | svörðr | grön-svål, gräs-svård |
| At turde | þora | töra, töras |
| Ur, Urd | urð | – |
Med disse analoge d’er pynter man endnu Ord, især Navne, og gjør dem næsten ukjendelige. Navnet Sætrand er vel egentlig Sætran’ ɔ: Sætrene; Brechand er = Brækkan’ ɔ: Brækkerne ɔ: Bakkerne; Kjelland er Kjællan’ ɔ: Kilderne. Alle tre er Navne paa Steder (Gaarde). Infinitiverne burde og turde skulde hede (at) bure, (at) ture eller egentlig børe (svensk böra), at tøre (svensk töra); d er indsat efter en Slutning (Analogi). Naar nemlig Lydordet gjore skrives gjorde; naar Imperf. bure eller bore skrives burde; Imperf. ture skrives turde; naar Orene skrives Ordene o. s. v., saa, tænkte man, bør vel at børe, tøre skrives børde, torde eller med Selvlydsforandringer burde, turde. Det manglede kun, at „gjøre“ blev til at „gjørde“. Den rette Infin. findes dog i ældre Bøger, f. Eks. i Peder Claussøns Snorre Side 171: Svend monne ikke tøre stride. Og lidt nedenfor tørde (Imperf.). Talesproget bøjer nok gjerne
| gjør, gjøre, gjore, gjort; | |
| tør, tøre, tore, tort. | |
| Men; | spør, spørre, spurte, spurt; |
| bør, børe, burte, burt. |
