imod sker dette ikke i den danske Udtale, som efter Levin gjør Brud paa Naturligheden (altsaa paa Analogien), og det stadig foran i og y, ustadig foran e. Den gjældende Skrivebrug er altsaa just ikke tilfældig (gi, gy, ikke gji, gjy); meget mere udtrykker den den danske Udtale, eller vel egentlig Kjøbenhavns, hvor baade Skriften og Talen maa være bleven noget forkvaklet ved Paavirkning af tydske Bøger og tydsk Tale. Af den naturlige og tillige gammelnordiske Udtale skal efter Rask, Levin og Andre endnu findes betydelige Levninger hos Almuen, især i Fyen og Jylland. Altsaa naar Bogens Gift, forgylde, Kind, Kys, Skin, Sky skulde være det Ægte og Rette, derimod Jift, forjylde, Kjin(d), Kjys, Sjin, Sjy blot en Udartning, en slurvende Afvigelse derfra, hvoraf kommer det da, at den samme „slette Udtale“ aldeles regelfast følges af vor hele Almue, af en stor Del af den danske Almue, af alle Svenske, ligesom den jo gjaldt hos vore Forfædre? Og maa ikke netop Indblanding af Bogmaalets Udtale her ansees som Udartning, som Brud paa den fra Oldtiden i alle disse nordiske Lande ubevidst fulgte Analogi? Bogmaalet nemlig, der i dette Tilfælde udentvivl slutter sig til den danske Udtale, der er bragt i Ulave, formodentlig ved Efterabelse af Tydskens Bogsprog, hvilket ogsaa er løsrevet fra den naturlige Folkeudtale.
Andre Ord, hvori en dobbelt Udtale høres, er de, hvori d forekommer foran s (s). Vor Almue, altsaa netop de, der ikke synderlig paavirkes af Bøgerne, udtaler ikke denne d (der da foran den haarde Lyd s maatte først ombyttes med den tilsvarende haarde Lyd t, om den skulde udtales utvunget). Hidse, Spidsen, Puds, trodsig, pludselig udtales hisse, Spissen, Pus, trasst. Ved Oplæsning og i Foredrag høres jevnlig hitsig, Spitsen, Puts, Trots, plutselig; dog saaledes, at Naturen ogsaa i dette Tilfælde ligesom i det foregaaende ofte gaar over Optugtelsen, og Vedkommende bryder paa Barnemaalet ved at udelade d (t). Og desuden udelader selv den mest loyale Bogtræl d foran sk og st, f. Eks. i vidste, sidste, Vædske, lædske, hvorimod enkelte Ord, der vel fra først af er tillærte af Bøgerne, ogsaa i Talesproget høres med t, f. Eks. plutselig. Her kan man ikke engang beraabe sig paa, at dog de Danske følge Bogen (længere); ti efter Levin § 59 er d stum foran 8, naar s ikke er Bøjnings-
