Men Kilden til denne Kundskab om den rette Udtale er
Noget, som var til for Skrifttegn var til, og som vilde bestaa,
om end alle Bøger brændtes og Skrivekunsten blev glemt; det
er Noget, hvis Forandringer Skriften saa smaat maa lempe sig
efter, om Kløften mellem den og det, den skal betegne, ikke skal
blive saa stor, som f. Ex. i Engelsk, at den snarere angiver, hvad
Ordet ikke heder, end omvendt. Denne Kilde er det levende
Sprog, Talesproget.
Lad os da her fastholde den Sætning: Ordenes Lydform i et Sprog (Udtalen) maa læres af og blandt de Talende, ligesom den til en given Tid, med større eller mindre Ret, gjældende Skriftform (Retskrivningen) maa læres af de Skrivende, ɔ: af Bøgerne i Sproget.
Her hører jeg Læseren udbryde: Talesproget! jo det var den rette Læremester! Saamange Munde, saamange Udtaler! Nu, men er da ikke denne Vanskelighed tilstede i andre Lande saa vel som her, og dog lægger Danske, Franske o. s. v. Talesproget til Grund. Og hvor skulde vi vel finde Udtalen, naar vi, som ovenfor er vist, ikke kan tro Skriften? Ensteds maa vi dog hente den fra, ti efter Lune og Indfald maa dog Ordene ikke vrides og vendes, om der ikke skal opstaa en Sprogforvirring, saa den Ene ikke forstaar den Anden.
Men dette Talesprog er for det Første ikke Menigmands. Almuens Sprog mangler nemlig Enhed, da de enkelte Landskabers og Bygdelags Almue kommer i forliden Berørelse med hinanden til, at Ulighederne kunde blive nogenlunde udjevnede. Den dannede Klasse derimod hører ikke hjemme i noget enkelt Landskab, men flytter og blandes; Faderen i en Familie er maaske født i Sogn, Moderen i Sætersdalen, én Søn i Solør, en anden i Guldalen, en tredie paa Hedemarken, Huslæreren i Valders, Fuldmægtigen i Tellemarken. Her kan Dialekten altsaa ikke trives. Denne dannede Klasse er ogsaa talrigere end Brugerne af noget enkelt af vore Bygdemaal, og hvad mere er, den er i Besiddelse af den største Dannelse og aandelige Magt, saa det ikke er rimeligt, at den skulde ville bøje sig for Almuen og lære sig eller sine Børn at tale som de, hvilke den ellers leder og aandeligen behersker.
For det Andet er der Midler til at hæve Udtalen i de Dan-
