svunden eller rettere forflygtiget, at der, foruden i det høist mærkelige thelemarkske Sagn, hvormed Faye begynder sin Samling, nu kun hist og her staaer en skjælvende Skygge tilbage af denne underbare, engang Norden beherskende og Norrønacharakterens dybe, alvorsfulde og stærke Stræben betegnende Kraftgestalt. Nu veed man ei mere at skjelne ham fra Jutullerne, om hvem vi straks skulle tale, – ja saavidt er det kommet: Sagnet har endelig stillet Sandhed og Løgn sammen i en Gruppe.
Loke nævnes fleresteds paa samme ubestemte Maade, som Faye omtaler; men noget hans Væsen mere specielt charakteriserende Sagn kjender jeg ikke. Loke, Lopte (af logi, Lue) er utvivlsomt oprindelig den skarpsynede Verdenskløgts snedige, men i sine Virkninger ofte, som i sin dybeste Grund altid, ødelæggende, fordærvelige, fra den ophøiede moralske Sandhed Individet ligemeget som de historiske Resultater fjernende Gud, fager og lys, men ogsaa ulykkebringende som sit Billede Ilden, der allesteds er ligesaavel Aandslysets som Fordærvelsens Symbol, Jehovahs Glorie og Helvedes Marterflamme. Han er den listige, uretfærdige Klogskab i Dydens laante Dragt, Jetternes Ætling, der bænker sig i Gudernes Forsamling (i det sildigere Mythesprog). Derfor ledsager han ofte Thor paa hans Tog: Sandheden virker ved Kløgtens Hjælp. Men ogsaa derfor besnærer Loke Guderne og bringer dem til Synd og Fald, som vi lære af Mythen om Asgaards Bygning og Gudernes Svig mod Thursen, der byggede den; thi Verdens Viisdom er Guds Viisdom imod, – „denne Verdens Børn ere klogere end Guds Børn“ ogsaa i verdslig Betydning, og den opadstræbende Aand, hvis ideelle og verdenshistoriske Liv var Gudernes Vita, besnæres af den snedige Verdens Fristelser; – derfor er han og i Ragnarøke Heimdals, d. e. den rene og aarvaagne Aands Fiende. Nu begribe vi, hvorfor just den allegoriserende, genealogiserende Mythe maatte lære, at han var af Jetteæt, Afkom af Gudsfiendeslægten, Slethedens stærke Væsener, hvilken, knæsat af Odin, vel maatte undfange Lyset i sig, mens dog Jettenaturen i ham let lærte ham at misgestalte Indsigten til ful, rænkefuld ond og skadefro Kløgt, som alligevel bærer slet Frugt og aldrig tilfulde dølger sin Lavhed, altsom den og Verden gaa frem, men forfølges og fordrives, som Loke til Fossen Frananger, naar Erfarenheden gjennemskuer den, og omsider fanges om ikke i, dog ved eget Garn.
