Guttens virkelige Opdragelse kun danne et eensidigt Moment, der i Naturens Selvraadighed og mangeslags individuelle Ujævnheder har – mere end tilstrækkelig – Modvægt. Thi jeg havde nær sagt, Intet vilde være mig mere ubehageligt end om jeg virkelig engang skulde see Gutten netop saa mild og tempereret, saa abstract-sædelig, som min egen Formaning lyder.
De ældre Charakterer ere i det Hele heldigere. Præstens med Sarkasmer blandede Godmodighed, Majorens noget bornerede Brav- hed, Propritair Ibsens ligefremme Landmand-bon-sens, hans Madames Forfængelighed og Sladderagtighed træde især i deres Tale livligen og betegnende frem. Idethele er Skildringen af Conversation i Forbindelse med huuslige Situationer Forfatterens stærke Side.
Fortællingens hele Anlæg er overmaade simpelt, uden spændende Forviklinger uden nogen kunstigen slynget Knude. Ogsaa dette stemmer overeens med Forfatterens overalt fremtrædende milde Livsanskuelse og Forkjærlighed for det jævne, huuslige Liv, man saa gjerne hensætter i en forgangen Tidsalder. Selve Fremstillingen minder os om en naivere Periode i Romandigtningen, hvor Læserne ikke vare vante til saaledes at spændes paa Pinebænken, som nutildags oftest skeer. For vore Øine synes det, som om Forfatteren viser en vis Iilsomhed i bestandig saa snart som muligt at komme til et forønsket Resultat; især kan han aldrig længe forholde sin Helt nogensomhelst Triumf, som han troer at skylde ham. Istedetfor efter Tidens Mode een mangfoldigt sammenviklet Knude, hvis Løsning foregaaer med en bedøvende Explosion, have vi her en Mangfoldighed af bitte smaae Knuder, der saa at sige paa Stedet løses, en Række af næppe hørlige Puf. Kun i Bogens sidste Deel bliver Enderesultatet, ligesom om Forf. her undsaae sig for at lade det komme for hastigt, – ikke forviklet – men blot forhalet ved de mellemkommende Reflexioner, hvorom jeg ovenfor har talt.
Denne Forfatterens Naivitet i Fortællingens Anlæg, hvilken vel Mange ville finde triviel, har, efter min Anskuelse, netop behagelig Virkning, især i Bogens første Deel, hvor Sujettet stemmer dermed. Derimod skal jeg ikke negte, at den Maneer, paa hvilken Helten nu, efterat Hjemmets Ro er afbrudt, sendes paa Æventyr rundt i den vide Verden, sættes i Berørelse med Sørøvere, brasilianske Rigmænd og Frøkener o. s. v., synes ogsaa mig at gaae vel stærkt