mæssig. Det praktisk Usande er derfor ofte netop æsthetisk sandt. Saaledes er vel den Betragtning af Fortiden, der har modtaget Erindringens Forklarelse, æsthetisk sandere, end den, der vilde fastholde Tanken om alt det travle Virvar, hvoraf i Virkeligheden – den prosaiske Virkelighed – den forgangne Generation næppe havde mindre, end vor. Ogsaa i Nutidens egen Bevidsthed er denne æsthetiske idealiserende Betragtning af Fortiden, et gyldigt Moment. Nutiden er kun da fuldstændig paa det Rene med sig selv, naar den sætter sig i Forbindelse med en Fortid, og Fortidens væsentlige Betydning for Nuet er netop den, at den er Fortid, ɔ: ikke blot et andet Nu. Dens Billed maa og bor ikke umiddelbart forplantes, hvilket vilde være en ørkesløs Gjentagelse, men netop af Afstanden deels forklares, deels fordunkles, dets Lys brydes og farves i Erindringens Prisma.
Det elegiske Tilbageblik er selv et uundværligt Element i enhver Tids, ethvert Folks Selvbevidsthed; først dette danner den rette Modvegt mod den Glemsomhed og Bedaarelse, der i Almindelighed ledsager Øieblikkets praktiske Sysler. Vi, Tidens Børn, ere saa tilbøielige til at ophøie vor egen Tid, dens Oplysning, dens Fremadskriden i alle Retninger; godt er det da, at idetmindste Digteren foreholder os Billedet af en svunden gylden Alder, den sættes nu nær eller fjernt hen i Tiden; godt er det, at den Langsynede af og til minder os om, at fra et høiere Stade tager sig vor travle Virksomhed ubetydelig og smaalig ud. For at gjenoptage det brugte Billed: der er ingen Tvivl om, at det for os Jordbeboere dog ogsaa er yderst tjenligt, at Astronomerne sige os, at vi ere Midder, om vi end i vort daglige Liv i Regelen maa indrette os efter en anden Maalestok.
Den her anstillede Betragtning har Hensyn til den i sig selv temmelig nærliggende og tillige almindelig hørte Anke mod nærværende Roman, at Opfattelsen af Nutidens Forhold til Fortiden er skjev, eensidig. Jeg erkjender paa en Maade denne Skjevhed, men finder den, idetmindste tildeels, psychologisk og æsthetisk begrundet. Det politiske Raisonnement, der i en digterisk Fremstilling lægges i en Oldings Mund, kan have sin (subjective) Sandhed, om det samme som ledende Artikel i en politisk Journal vilde være forkasteligt. Naar saaledes – om jeg ikke husker Feil – et af vore Dagblade har gjort Mine til at tage de i „Fordum og Nu“ anstillede politiske Betragtninger ligefrem til Indtægt, da er dette i mine Tanker en ikke mindre æsthetisk end politisk Misviisning. For nu imidlertid ikke at indlade mig videre paa den sidste, maa jeg alli-
