antikveret, idet han synes at foretrække: tage eller anføre unyttigt, efter Luthers „unnützlich führen“; men dette betyder aabenbar det samme som vort „tage forfængeligt“, hvilket derimod er langt mere betegnende for Judaismens Aand, hvorefter der udentvivl i dette Bud befales at hellige Guds, den eneste sande Guds, Israels Helliges, Navn; det andet Bud kunde derfor gjerne gjengives saaledes: Du skal ikke vanhellige Guds Navn (3 Msb. 19, 12.); thi det Vanhellige er forfængeligt. Det paaankede Udtryk kan heller ikke betragtes som antikveret, saalænge det findes i Katechismen og derved holdes levende i Folkets Mund; og kunde man end faae det udstødt af Katechismen, vilde dette dog lidet hjælpe, saalænge det findes i vor Bibel, hvorfra det forhaabentlig aldrig vil blive borttaget. Ogsaa Kalkar har beholdt det i sin Oversættelse; ligesaa Lisco’s Oversætter. Det samme gjælder om det 6te Buds: „Du skal ei bedrive Hoer“, hvor W. synes at foretrække Luthers: Du skal ikke begaae Ægteskabsbrud; begge Udtryk betyde det Samme, men den foreslaaede Forandring vanskeliggjør dog Budets christelige langt mere omfattende Anvendelse. Der kunde vistnok endnu vær endeel at bemærke ved Enkelthederne i Oversættelsen, se t. Ex. S. 5, Sp. 25, S. 9, Sp. 9, S. 59, Sp. 5; dette sidste Sted, som er mindre heldigt redigeret af Harnisch, er aldeles forfeilet hos W.; men dette vilde dog kun have liden Indflydelse paa Dommen over Arbeidets Værd i det Hele, især da disse Udsættelser hovedsagelig kun vedkomme de første 2 à 3 Ark, som Overs. desuden er villig til at omarbeide, dersom Bogen maatte nyde den Afsætning som en Oversættelse af H.s fortrinlige Værk bør kunne gjøre Regning paa. Den sidste Deel af det udkomne Hefte er i det Hele vellykket, H.s Dispositioner og indledende Bemærkninger næsten fuldstændigt indtagne, ligesom ogsaa hans Udviklinger bedre gjengivne. Det sjette Bud er her bedre og, om jeg saa maa udtrykke mig, delikatere behandlet end hos H. Jeg veed desuden med Vished, at Overs. vil gjengive Originalen saa fuldstændigt som muligt i de følgende tvende Dele, og der bør saameget mindre lægges nogen Vegt paa, at Sammendragningen i det udkomne Hefte er større end nødvendigt og ønskeligt kunde være, som den her udviklede Deel af Religionslæren i Almindelighed er lettere for Læreren at behandle, og den givne Veiledning dog maa ansees for at være af meget Værd. Maatte nu ogsaa Forholdene tillade Overs. at meddele H.s Bønner, Tiltaler og Citater, eller, hvad de sidste angaaer, forsaavidt de ere hentede
