almindelig Regel kan gives; Enhver vil nemlig have sin Mening om det rette Maal for Stilens Korthed, Citaternes Længde og Mængde, o. s. m. Harnisch’s Stiil forekommer mig i det Hele taget daddelfri og passende med Arbeidets Natur; han er neppe mere ordrig end nødvendigt, og Spørgsmaal og Svar ere opfattede med saadan Bestemthed og Tydelighed, at de deri liggende Momenter til videre Udvikling med Lethed kunne udfindes. Oversætterens Stiil er vistnok kortere og mere afrundet, men lader derimod ikke, maaskee netop af den Grund, de enkelte Momenter fremtræde med samme Tydelighed. Til Beviis herfor, og tillige som Prøve paa Overs.s Fremgangsmaade, skal jeg tillade mig at hidsætte et Par Steder af Originalen og Oversættelsen. Harnisch, 1ste Deel Side 45, Spørgsmaal 8: „Wen nennen wir unsern Gotte? – Den, welcher unser höchstes und bestes Gut ist, dem wir in allen Lagen vertrauen, dem wir gerne folgen und den wir von Herzen lieb haben. Wolff, S. 15, Sp. 13, gjengiver Svaret saaledes: „Den, som er vort høieste Gode, vor Tilflugt og Trøst i alle Tilfælde. H., S. 46, Sp. 11: „Wozu soll uns die Erklärung des Gesetzgebers, daß er unser Gott sein will, auffordern? – Daß wir Ihn auch willig unsern Gott sein und bleiben lassen, und gern und freudig Seine Gaben, wozu auch Seine Gesetze hören, annehmen. W., S. 46, Sp. 15: „Til villigen at erkjende ham derfor, og gjerne og taknemmeligen modtage hans Gaver og hans Love. H., S. 227, Sp. 15: „Wie werden die (Anverwandten) außerlich dazu veranlaßt, daß sie sich fremder Kinder annehmen? – a) Durch die Noth derselben, b) Durch daß Wohlgefallen, welches sie an denselben vegen ihrer Folgsamkeit haben. W., S. 72, Sp. 27: „Hvilken udvortes Grund o. s. v.? – Medlidenhed med deres Nød og Velvilje formedelst deres Lydighed“.
Jeg er imidlertid langt fra at ville dadle Overs.s Bestræbelser for at give Harnisch’s Spørgsmaal og Svar en nettere og mere afrundet Form, og skjønt det forekommer mig, at dette undertiden er skeet med Opoffrelse af andre væsentligere Fordele, som den af H. brugte Form har tilladt, indrømmer jeg dog villigen, at Overs.s Arbeide, der overalt bærer tydelige Spor af Flid og Omhyggelighed, i denne Henseende har Fortrin for Originalen. Dette har desuden ingen væsentlig Indflydelse paa H.s Fremstilling og Bearbeidelse af Lærestoffet, hvilket derimod lettelig kan blive Tilfældet med Sammendragningen af flere Spørgsmaal til eet. Det er klart, at der vil udfordres en dyb og
