Naver (nafar). Høiden var omtrent den samme som nu baade af Langvæggene (langveggir), der indvendig forbandtes med nogle faa Tvertræer (tvertré), og af Gavlsiderne (gaflveggr, gafhlad), der altid laftedes lige op til Mønen (mꝍnir), og vare forbundne med Aaser (ásar, Enkt. áss), hvoraf Mønsaasen (mꝍnisáss?) og de to Brynaaser (brúnásar) udgjorde de vigtigste og fandtes i alle Bygninger, medens Aasernes Antal forøvrigt rettede sig efter Husets større eller mindre Bredde. Oprindelig vare Aaserne de eneste bærende Led; senere anbragte man derovenpaa ogsaa nogle Sperrer, i Antal svarende til Tvertræerne og tillige fæstede dertil.
Herpaa lagdes da Taget, som til Beskyttelse for Bygningen gik noget udover Væggene. Denne Kant, der ved Langvæggene kaldtes ups[1] og hvilede paa Sperrerne, forsaavidt de fandtes, laa ved Gavlerne paa Aasenderne, til hvilke tillige Vindskeder[2] (vindskeiðir) vare fæstede. Om man ogsaa allerede dengang anvendte de nu sedvanlige Spirer over Sammenføiningen af Vindskederne, kan være tvivlsomt, men usandsynligt er det ikke., Forsaavidt der tillige var anvendt Sperrer, laae Tagbordene paa dem, altsaa langs efter Bygningen; var dette derimod ikke Tilfældet, laae de lige paa Aaserne, altsaa nedadgaaende. Ovenpaa Bordene lagdes Næver (nœfrum þakit), og derovenpaa enten Tørv, Bord (súðþakit) eller Spon, det vil sige Træplader, lagte ovenpaa hinanden som Fiskeskjæl (spónþakit), ligesom vi endnu se paa Stavekirkerne. Denne ydre Beklædning blev da ligesom Væggene ofte tjærebrædt.
Dette var den almindelige Sammensætning af Taget. Hvor derimod Skaalerne vare saa uforholdsmæssig lange, at man ikke vel kunde belægge dem med Aaser baade af Mangel paa tilstrækkelig lange Bjælker og paa Grund af Hensigtsmæssigheden iøvrigt, gik Sperrerne fra at være underordnede Led over til at være de egentlig bærende. Men da man vel ogsaa paa disse Bygninger anbragte den til Beskyttelse for Gavlvæggene udstaaende Kant af Taget, og denne for at kunne gives den tilbørlige Styrke forlangte Aasender, saa er der Grund til at antage, at man ogsaa her tillige har anvendt Aaser, men
