Hopp til innhold

Side:Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur I.djvu/401

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
387
Munchs og Ungers oldnorske Sprogs Grammatik.

Gang, ville Begyndere vistnok føle sig overlæssede og være udsatte for at forvildes, saa meget mere som der ikke udtrykkeligen skjelnes mellem hvad der gjælder om Sproget i dets historiske Udviklingsperiode, og hvad der gjælder om dets Udvikling af den almindelige germaniske Sprogstamme i en forhistorisk Tid. Saaledes omhandles Side 15 fgg. Brydning og Omlyd som de tvende Vokalforandringer, der foregaa uden at medføre Forlængelse eller Forkortning, medens dog ikkun den sidste kan siges at foregaa i Sproget. Lige saa lidet kunne de § 13 A. a og b omhandlede Forlængelser siges at tilhøre det gamle norske Sprog, da de allerede vare foregaaede, førend Sproget blev til i den Skikkelse, hvori vi kjende det.

I Angivelsen af Bogstavernes Udtale have Forfatterne, som allerede af det forhen anbragte kan sluttes, taget et væsentligt Hensyn til de Oplysninger, som indeholdes i norske Haandskrifter og Almuens endnu brugelige Udtale, ligesom adskillige interessante Sammenligninger med denne ere meddelte. At Fuldstændighed her skulde være opnaaet, er imidlertid noget, som ikke kunde ventes eller fordres, dels fordi Værkets Bestemmelse og indskrænkede Omfang ikke tillod det, dels fordi Opmærksomheden endnu for lidet har været henvendt paa denne Gjenstand, til at et tilstrækkeligt Materiale skulde kunne være for Haanden. Hvorvidt Forfatterne i deres Behandling af dette Æmne overalt have truffet det rette, derom kunne og ville vel ogsaa Meningerne være forskjellige, og nærværende Anm. maa tilstaa, at han i flere Punkter ikke deri kan være enig. Overalt at paavise og begrunde denne Meningsforskjel vilde imidlertid føre ham videre, end en Anmeldelses indskrænkede Rum vilde tillade, og han skal derfor ikkun i Korthed omhandle nogle enkelte af de Gjenstande, hvorom han er kommen til en anden Anskuelse, end den Forfatterne her have fremsat.

At ö opføres som en særegen Vokal lige forskjellig fra og o og som u Omlydsform af a forekommer mig saaledes, hvor meget end gammel Hævd og betydelige Autoriteter tale derfor, at stride ligemeget mod Haandskrifternes Vidnesbyrd, som mod Vokalsystemets Beskaffenhed. En Overgang fra ö til o, som den af