dømme af hvad vi her have for os, spøger hist og her i Sverige. Vi anmelde mere dette Skrift som etslags Curiositet, og for at vore Læsere med os kunne studse over at noget saadant i vore Tider kan see Dagens Lys, end for at underkaste det nogen nøiere Drøftelse; thi vi behøve blot at give en kort Recit af Hovedindholden, for at bibringe endog den i saadanne Materier kun tarveligt bevandrede Læser den klareste Forestilling om dets umaadelige Løierlighed. Den, saavidt vides, ubestridte Sandhed, at det sydlige Sverige var befolket længe før det nordlige, gjør Forf. sig utrolig Møie med at bevise paa en utrolig Maade, for derved at vindicere sin egen Fødeegn, Smaaland, som han kalder Virdaland, Førstefødselsretten fremfor Sveriges andre Dele. Han begynder i § 1 med Karthageren Himilkos Coloni, der efter hans Mening maa søges i Sydsverige; han har meget om Phønikernes Reiser efter Bernsteen til den gamle Tanais, hvis Navn skal minde om “Danmark“ og “Dannemænd“(!)[1]; i den Omstændighed, at “Hovedstaden“ i Longobardernes italienske Rige var Venedig, finder han noget, der minder om Vineta ved den preussiske Ravkyst og Veneder identificeres med Φενεθοι, disse med Phøniker, med Jornandes’s Finnaithæ, og Andreas Sunesøn Phinnethia (Finveden), medens derimod Jomne eller Jomsborg bliver den samme som Jamne i Palæstina og Jomnium i Mauritanien, af det ebraiske jabnak (ɔ: han skal lade bygge). Thule eller Thile bliver Bethi-el, Solens Huus, med Forstavelsen Be udeladt (hvorvidt det gaar an at tage Begyndelsen af Roden bort og kun lade Slutningsbogstavet staae eller sætte “th“ istedetfor “Beth“, faae de i Ebraisk Kyndige afgjøre). Cap. 2 handler om Grækernes Berørelser med Skandinavien, om Hyperboræerne, om Tacitus’s Asciburgium ved Rhinen, der naturligviis bliver Asgaard, om Dyrkelsen af Latona, Hludana, La-tana, eller Tan-fana ɔ: ta Neith, Tanitt, eller Eddaens Nátt, der igjen er den samme som Saxnote (!!!)[2] Vidtløftigere handles om en
