Russist-tyrkiske Krige 937 russiske Historieskrivnings Fader samt endel kirke- lige Forfattere som Hilarion, Turov o. fl. Fra Slutningen af det 12te Aarh. haves det berømte epiffe Digt Igors Seierstog mod Bolovzerne". Mongolernes Indfald i Begyndelsen af det 13de Aarh. tvalte for en stor Del den fremspirende Civilisation, og det er først efter deres Fordrivelse, at der viser sig Tegn til et stærkere aandeligt Liv. Jvan den anden og hans Efterfølgere lod det være fig magtpaaliggende at fremme Oplysning og Dannelse, og Frugterne af deres Bestræbelser viser sig bl. a. i Literaturens Opsving i det 16de og 17de Aarh. Af russiske Forfattere i dette Tidsrum fan nævnes Historikerne Fyrst Andrei Kurbskij, Munten Palizyn, Kotoschichin, Lyslov m. fl. Under Beter den store tog den russiste Literatur et nyt og fraftigt Opsving, og blandt dens mest fremragende Dyrkere i det 18de Aarh. bør mærkes Satirikeren Kantemir (d. 1744), Lomonossov, Staberen af den russiske Metrik. Lyriferne Trediafovsti og Petrov, Dramatiferne Sumarokov og Knjashnin, endvidere Bogdanovitsch, Dershavin og Kapnist samt den leri- falske Forfatter Polikarpov. Det historiske Studium dyrkedes i dette Tidsrum fornemmelig af Schtscher- batov, Boltin, Golikov og Müller. Alexander den første og hans Efterfølgere tog sig med Iver af Op lysningen og den boglige Dannelse, og den russiske Literatur har i det 19de Aarh. et betydeligt Antal berømte Navne at opvise. Fremst i Nækken af disse staar Romantikerne Alexander Puschkin, Joan Tur genjev og Grev Tolstoj, hvis Arbeider er fjendte og stattede af hele den civiliserede Verden. Desuden bør af Stjønliteraturens mere fremragende Dyrfere i den sidste Tid nævnes Koslov, Krjnkovskoi, Iljin, Mersljakov, Bestuschev, Gogol, Herzen, Grevinde Rostoptschin m. fl. Af Historieforskere har fornem melig Karamfin, Bolchovitinov, Ustrialov, Ban tysch Kamenfti, Jasykov og Korkunov indlagt fig Fortjenester. Ogsaa Lyftspillet og Satiren fan opvise fremragende Dyrkere, deriblandt Fyrst Schalovskoi, Potjechin, Ostrovski, Vojeikov, Milonov m. fl. Russisk tyrkiske Krige. Mellem Rusland og Tyrkiet er der i de sidste to hundre Aar bleven ført flere tildels blodige Krige, af hvilke de fleste er faldne ud til Fordel for de russiske Vaaben. Ruslands Erobringslyst og stadige Higen efter at vinde fikrere og sikrere Fodfæste ved Sortehavets Keyster og derved blive den dominerende Magt i dette for Verdenshandelen yderst vigtige Strøg, samt dets Tragten efter at fomme i Besiddelse af den frugtbare Balfanhalvø og det overordentlig hel digt beliggende Konstantinopel, Sortehavets Nøgle, har vistnok i de fleste Tilfælde været den egentlige Aarsag til disse Krige, ligesom Tyrkiets stedse til tagende Afmagt har begunstiget det erobringslyftne Ruslands Planer. Den Omstændighed, at en stor Del af de tyrfiffe Underſaatter befjender sig til den græst-katholffe Religion og saaledes er Rus- fernes Troesfæller, har for de russiske Stats- mænd været et velkomment Paastud til at blande fig i de tyrkiste Anliggender, og Ruslands Pla- ner om at fordrive Tyrkerne fra Europa vilde vistnok for længe siden være blevne realiserede, havde iffe de øvrige Stormagter fat en Stopper derfor. Besiddelsen af Tyrkiet bilde nemlig gjøre Rusland til den dominerende Magt i Europa, og dette har især Vestmagterne søgt at forhindre. Af de rusfist-thrtiffe Krige i dette Aarhundrede har for- - | Russist-tyrkiske Krige nemmelig de i 1853-56 og 1877-78 været af Be- tydning. Om den første se Art. Krimkrigen. Den nærmeste Foranledning til sidstnævnte rig var den græffe Befolknings Opstand i de tyrfiffe Bro- vinser Bosnien og Herzegowina 1875. De tyrkiske Tropper formaaede intet mod Insurgenterne, som desuden støttedes af Serbien og Montenegro, i Førstningen hemmeligt, senere aabenlyst, idet begge i Juli 1876 erklærede Tyrkiet Krig. I denne var Montenegro heldigt og tilføiede de tyrkiske Tropper flere Nederlag, hvorimod Serberne Gang paa Gang blev slaaede af Tyrkerne, som i Slaget ved Alexinats 31te Oftober 1876 aldeles lammede Serbiens Modstandskraft. Nu greb Rusland ind og tvang Tyrkiet til at indgaa en længere Baaben stilstand, netop som det havde Serbien i fin Magt, og ved Fredsslutningen (Februar 1877) blev alt som det var før krigen. Rusland havde imidlertid samlet en større hær i Bessarabien, og da Tyrkiet iffe vilde indgaa paa Stormagternes Reform forslag, erklærede den russiske Regjering 24de April 1877 Tyrkiet Krig. En russist sær paa 160,000 Mand under General Loris Melifovs Overbefaling rykkede i fire Kolonner fra Kaukasten ind i thrkist Armenien og befatte efter haarde Kampe bl. a. de vigtige Punkter Ardahan og Kars. Samtidig satte Russerne sig i Bevægelse paa Vestsiden af Sortehavet, idet Storfurst Nikolaus med henved 140,000 Mand drog ind i Rumænien, der del- tog i Krigen som Ruslands Allierede, gif efter en heftig Artillerifamp over Donau og besatte Bulgarien. De Stridskræfter, Tyrkiet havde at stille mod Russerne, funde iffe maale sig med disse i Antal og Udrustning, men alligevel gjorde flere af de tyrkiske Generaler en ærefuld Modstand mod Overmagten. Saaledes leverede Suleiman Pascha 21de-26de August Russerne hidsige Træf- uinger i Schiptapasset, og Osman Bascha fjæm- pede ved Plevna med stor Dygtighed, indtil han 10de Decbr. 1877 saa sig nødt til at fapitulere. Ved Plevnas Fald var Tyrfiets væsentligste Modstands- kraft brudt; de russiske Hærkorpser besatte efter- haanden Filippopel, Adrianopel og flere andre vigtige Punkter samt forberedte sig til at marschere mod Konstantinopel. Der aabnedes nu Under- handlinger, som tilsidst førte til Præfiminærfreden til San Stefano af 3die Marts 1878, hvorved Rusland havde det i fin Magt at diftere Freds- betingelserne efter eget Forgodtbefindende. Men de øvrige Stormagter, særlig England og Øster rige, forlangte ogsaa at høres, og da Rusland iffe godvillig syntes at ville gaa ind derpaa, lod den engelske Førsteminister, Lord Beaconsfield, en stærk Flaadeafdeling løbe ind i Marmarahavet, paa samme Tid som han lod mobilisere. to Armétorps og traf indiste Tropper sammen paa Malta. Efter læn gere Underhandlinger indvilgede Rusland i at lade Bestemmelserne i San Stefanofreden revidere af en europæist Kongres, og denne traadte 13de Juni 1878 sammen i Berlin under Fyrst Bismarcks Forsæde. De paa denne fattede vigtigste Bestem- melser var følgende: Rumænien, Serbien og Montenegro erklæredes for uafhængige af Tyrkiet. Bulgarien ophøiedes til et eget Fyrstendomme under tyrfist Overhøihed. Østrumelien stilledes under en fristen Guvernør, og en europæisk Kom- mission sfulde ordne Provinsens Anliggender. Ordningen af Forholdene i Bosnien og Herzego
